Kender du det, når du gerne både vil vide hvorfor, hvordan og hvor mange?

February 29, 2024

I fused projekter besvarer Epinion jeres forretningsmæssige udfordringer ved at kombinere kvalitative og kvantitative metoder. Det giver de mest solide og helhedsorienterede indsigter, så I kan træffe velinformerede beslutninger.

Hvorfor fused projekter? 

Kender du det, når du gerne både vil vide hvorfor, hvordan og hvor mange?  

Det kender vi godt! Og derfor bruger vi i stigende grad fused eller ”mixed methods design”, når vi skal besvare jeres forretningsmæssige udfordringer. Faktisk er det så integreret i vores tilgang, at det udgør en central del af vores strategi. I en verden, der bliver mere og mere kompleks, er det erkendelsen af, at vi ikke opnår de nødvendige indsigter med et ensidigt analytisk blik, men har behov for en mere holistisk tilgang 

Når vi kun bruger enten kvantitative eller kvalitative metoder i undersøgelser, risikerer vi at opnå en begrænset forståelse af de udfordringer og muligheder, I står over for. Ved kun at anvende kvantitative metoder kan vi gå glip af nuancerede sammenhænge og manglende årsagsforståelse. På den anden side, hvis vi udelukkende anvender kvalitative metoder, kan vi mangle repræsentativitet og generaliserbarhed. Begge dele gør det vanskeligt at træffe forretningskritiske beslutninger på et informeret grundlag. 

Ved at kombinere begge metoder skaber vi et holistisk billede, den stærkeste historie og de mest solide indsigter. Her er de kvantitative metoder såsom surveydata og større befolkningsundersøgelser netop vores værktøj til at forstå jeres overordnede billede: Hvor ligger potentialerne? Hvad er fænomenstørrelserne? Hvilke målgrupper skal vi prioritere? Hvem oplever de største udfordringer/tilfredshed? Den kvantitative tilgang giver gode muligheder for, at vi kan give jer viden om forhold, der kan måles og kvantificeres med tal, men så er det ofte, at man også får lyst til at vide: ”Hvad skyldes sammenhængen?” Hvad er målgruppens dybereliggende behov? Hvad er deres ubevidste motiver og barrierer? Hvordan kan vi tappe ind i dem? 

Her træder de kvalitative metoder såsom interview, fokusgrupper og mobiletnografi ind og beriger analysen med menneskelige fortællinger, oplevelser og perspektiver. De kvalitative metoder tilføjer dybde til vores forståelse, fordi de fokuserer på menneskers historier. Og i sidste ende er det altid mennesker, det handler om. Vi tror på, at hver graf og hvert tal har en historie at fortælle, og vi er her for at lytte.  

Når vi laver fused projekter, analyserer vi derfor ikke udelukkende jeres udfordringer; vi vil forstå dem. Vi indsamler ikke blot data; vi fortæller historier, som er relevante for jer. Fused perspektivet repræsenterer derfor også vores engagement i at give jer et helhedsorienteret grundlag, så I kan træffe de mest velfunderede og velinformerede beslutninger.  

Det lyder jo nemt, men hvordan sikres ægte integration? 

For at lave de bedst muligt fused projekter, har vi udviklet en række faste praksisser og procesgreb.  

  • Godt fra start med fælles vidensgrundlag: Ethvert fused projekt indledes med et omhyggeligt forberedt opstartsmøde. Vi investerer tid og ressourcer i at få planlagt den bedste proces for projektet, og vi indkalder allerede fra start til løbende statusmøder for at sikre, at projektet forløber planmæssigt. 
  • Gennemgående projektledere: I Epinions fused projekter er der altid én, der er ansvarlig for den kvalitative fase og én, der er ansvarlig for den kvantitative fase. Disse udvalgte konsulenter deltager i alle væsentlige statusmøder både internt og eksternt og er gennemgående i alle projektets faser. Det vil også være disse personer, du til enhver tid kan kontakte.
     
  • En grundig overlevering: Når vi har projekter, hvor vi kombinerer kvalitative og kvantitative metoder, sikres altid en systematisk overlevering mellem den kvantitative fase og den kvalitative fase og vice versa. Overleveringen har til formål at sikre, at indsigterne fra fase 1 bedst føder ind i fase 2 med blik for, at det samlede udbytte besvarer projektets primære undersøgelsesspørgsmål. 
     
  • Fælles mønstergenkendelse: Inden den endelige rapport udarbejdes, afholdes en fælles mønstergenkendelse som sikrer, at der opnås integrerede indsigter ud fra jeres problemstilling. Her gennemgås både kvantitative og kvalitative data på tværs af temaer, og slutproduktet er et groft rapportudkast. 

Vi har netop de praksisser for, at du som kunde oplever at få det bedst mulige udbytte af den fusionerede tilgang. I Epinion vil vi nemlig gerne have, at du ikke blot ser os som analytikere; vi er sense-makers. Vi skaber ikke bare linjer og grafer – vi forbinder punkterne og giver mening.  

Er du blevet nysgerrig på, hvordan vi kan hjælpe dig og din forretning ved at bruge en fused tilgang? Så ræk ud til vores Human Minds & Anthropology Hub eller Amanda Bundgaard Lauritsen.