Indkøb og måltider i en corona-tid

May 25, 2020

Epinion følger 32 danskere i fire uger i denne tid, hvor Danmark så småt åbner op. Vi ønsker at forstå, hvordan hverdagens vaner er forandret under nedlukningen, og hvad dette kommer til at betyde for tiden efter. I den anden uge spurgte vi ind til hvordan corona-krisen havde påvirket folks indkøb med fokus på dagligvareindkøb og tilberedning af måltider – hvad har været anderledes og hvilke erfaringer vil de måske tage med sig ind i tiden efter corona?

Dagligvareindkøb har naturligvis været påvirket af de mange retningslinjer og restriktioner omkring hygiejne og afstand, som folk har været meget opsat på at følge. Det har bl.a. medført en øget struktur omkring indkøbsprocessen med færre og mere planlagte indkøb – både når det gælder offline som online indkøb. Folk har følt de har brugt mindre tid på indkøb og samtidig har sparet penge – og det har været en god erfaring. Den indkøbte mad er i høj grad blevet set som et middel til at forsøde en hård tid – og der har været en tendens til at weekendmad er blevet hverdagsmad. Måltiderne har været et vigtigt socialt samlingspunkt i hverdagen hvor man har valgt gode råvarer, brugt tid til på forberedelsen og har prøvet nye ting. Mange har også haft glæde af at dele resultatet af deres anstrengelser f.eks. hjemmegroede surdej som gave til familie og venner.

I en corona hverdag har folk i høj grad brugt noget af den ekstra tid de har fået til at skabe måltider som har været højdepunkter i en hverdag med behov for forkælelse. Det understreger den vigtige funktion måltidet fortsat har i vores kultur – i en krisetid kommer det klart frem. Glæden ved måltidet og madlavningen er noget både producenter og detailhandel kan bygge videre på ved at øge udbuddet af spændende råvarer og ny inspiration, som forbrugeren kan arbejde med derhjemme. Derudover kan producenter og dagligvarehandlen – både offline og online – også med fordel understøtte forbrugernes ønske om at blive mere strukturerede og effektive i deres indkøb med f.eks. flere digitale løsninger og apps samt ugentlige ’all ready and packed’-løsninger. Corona-krisen har bekræftet, at forbrugeren gerne vil bruge mere tid på madlavning og mindre tid på indkøb – så det giver klare muligheder for dem der kan hjælpe med det!

Hvis du vil vide mere, bedes du endelig kontakte Jesper Lykke Nielsen +45 31103443