
Situation
Som Danmarks største kunstmuseum, landets nationalgalleri og hovedmuseum for billedkunst har Statens Museum for Kunst en forpligtelse til at sikre, at den danske kulturarv er tilgængelig i hele landet. Med visionen om at være et museum for alle er SMK i gang med at etablere en filial i Thy, der åbner i juni 2025. SMK skal dermed arbejde i et andet oplevelsesmiljø og -marked, end det de er vant til og kender fra København.
Udfordring
SMK vil skabe de bedste forudsætninger for filialens succes og realisere visionen om at være et museum for alle. Dét kræver et velfunderet kendskab til og overblik over det nye marked, de skal operere i. Det indebærer bl.a. nærliggende attraktioner, relevante danske og internationale målgrupper samt en forståelse af, hvad der skal til for både at tiltrække dem og give dem en god oplevelse. Udover det generelle tiltrækningspotentiale, mangler SMK også viden om mere driftsnære udfordringer i forbindelse med filialen i Thy såsom prisstruktur, åbningstider, konceptudvikling og drift af et spisehus.
Anbefaling
Epinion gennemfører en helhedsorienteret analyse, hvor eksisterende viden og tilgængelige data kombineres med nyindsamlet viden fra spørgeskemaundersøgelser og kvalitative dybdeinterviews. Resultatet er en handlingsorienteret rapport med konkret rådgivning og anbefalinger, som SMK direkte kan anvende i udviklingen af SMK Thy. Derudover leverer Epinion et målgruppekatalog, der giver unik indsigt i de relevante oplevelsesmålgrupper fra bl.a. Sådan Oplever Danskerne med yderligere specifik viden om netop SMK Thys oplevelsestilbud. Dette værktøj gør det muligt for SMK at målrette deres koncepter, forbedre brugeroplevelsen og dermed styrke chancerne for at realisere visionen om et museum for alle.