Borgerinddragelse: Lytter du, eller lader du bare som om?

Mange organisationer igangsætter processer med bruger- eller borgerinddragelse, fordi det forventes. Det står i aftalepapirer, i projektmodeller og i procesplaner og igangsættes med de bedste intentioner: Vi vil lytte. Vi vil være transparente. Vi vil skabe ejerskab. 

Alligevel ender alt for mange inddragelsesprocesser med det samme aftryk: Frustrerede borgere, der ikke kan se, hvad deres bidrag førte til, og organisationer, der står tilbage uden den indsigt eller input, de faktisk havde brug for.  

Det sker typisk i tre situationer: 

• Når de mest engagerede stemmer dominerer. Så bliver inputtet sjældent dækkende for alle de borgere, beslutningen får betydning for.  
• Når beslutningen i praksis allerede er truffet. Rammen er sat, økonomien låst, tidshorisonten givet. Alligevel inviteres borgerne ind uden at vide, hvilken betydning deres input reelt kan få. Problemet er ikke, at rammerne er faste, men at man ikke er ærlig om dem. 
• Når forventningerne ikke er afstemt. Organisationen ønsker input og perspektiver. Borgerne forventer indflydelse. Når de to ting ikke stemmer overens, ender processen let i mistillid frem for medskabelse. 

Borgerinddragelse mister sin legitimitet, når den opleves som en ritualiseret øvelse: Noget man gør for at kunne sige, at “vi har inddraget”, fremfor for at kvalificere beslutninger.  

Start med at stille spørgsmål, før processen designes  

I Epinion har vi udviklet en tilgang til borgerinddragelse, og før vi overhovedet går i gang med at designe proces, vælge metode og udvikle format, stiller vi to spørgsmål, der ofte bliver overset: 

Hvad er det, der faktisk kan ændres? Og hvad har vi brug for at vide for at kunne ændre det? 

Hvis svarene ikke står klart fra begyndelsen, bliver inddragelsen hurtigt upræcis. Man spørger for bredt, lover for meget og ender med svar, der er svære at omsætte til beslutninger. 

Det centrale er ikke, om alt er åbent. Det centrale er at være tydelig om, hvad der er åbent. Vi kalder det beslutningsrummet. Når beslutningsrummet er afgrænset, kan man invitere borgerne ind på en måde, der både er meningsfuld og troværdig. 

Hvis rammen allerede er fastlagt af lovgivning, budget eller politiske bindinger, er det ikke et argument imod borgerinddragelse. Tværtimod er det et argument for at gøre den mere præcis. For så skal borgerne ikke spørges om alt, men om det, der stadig er åbent og meningsfuldt. 

At afgrænse beslutningsrummet handler dog ikke kun om, hvad der er åbent, det handler også om, hvem der skal høres. Nogle gange opstår skævheden ikke, fordi man vælger den forkerte metode, men fordi man kun inddrager én del af virkeligheden. Hvis man vil forstå en problemstilling ordentligt, kræver det ofte, at man tænker borgerinddragelse som en helhed og ser på samspillet mellem alle de aktører, der former situationen. 

Det ved Julie Ane Bessmann, Seniorkonsulent i Civilsamfund og Politik, noget om. Hun arbejdede med Epinions undersøgelse for Danske Skoleelever og Egmont Fonden om elevers inddragelse i undervisningen og her blev det tydeligt, at man må høre alle parter for at få det fulde billede:

“Undersøgelsen viste, hvor vigtigt det er at tænke borgerinddragelse som en helhed. Elever, lærere og ledere oplevede ikke nødvendigvis elevinddragelse i undervisningen på samme måde eller i samme omfang. Hvis vi kun havde spurgt én gruppe, havde vi mistet vigtige nuancer. Først da vi inddrog alle relevante aktører, kunne vi se, hvor perspektiverne skilte sig ad, og hvor der faktisk var rum for forandring.” 

Borgerinddragelse er ikke én metode  

Når vi siger “borgerinddragelse”, ser mange for sig et traditionelt borgermøde: Et stort rum, en præsentation, spørgsmål fra salen og et referat. Men borgerinddragelse er ikke kun én metode. Det er flere forskellige måder at skabe et beslutningsgrundlag. Derfor skal man vælge metode efter, hvilken type viden eller input man mangler. 

I praksis ser vi ofte fire behov, som organisationer forsøger at opfylde gennem borgerinddragelse: overblik og prioriteringer, dyb forståelse, idéudvikling og test af initiativer. For at gøre det konkret har jeg bedt mine kolleger bidrage med eksempler fra deres eget arbejde.  

 

1) Når man har brug for overblik og prioriteringer

En repræsentativ undersøgelse kan give skala, mønstre og et troværdigt beslutningsgrundlag. Den viser, hvad der gælder for mange, ikke kun for dem, der møder op. Nogle spørgsmål kræver et retvisende billede, før man overhovedet ved, hvor man skal sætte en dialog i gang. 

Katrine Iven Strømsted, Seniorkonsulent i Turisme, Kultur og Stedudvikling, har netop den erfaring fra arbejdet med Wonderful Copenhagen: 

”Wonderful Copenhagen stod i en situation, hvor de havde brug for at forstå, hvad københavnerne egentlig mener om events i deres by. Den offentlige debat var højlydt og skeptisk. Men en repræsentativ borgerundersøgelse viste noget andet: den brede befolkning var langt mere positiv, end debatten antydede. Uden det repræsentative borgerperspektiv, havde man risikeret at kommunikere til de få og overse de mange.” 

 Læs casen → Wonderful Copenhagen  

 

2) Når man har brug for dyb forståelse 

Kvalitative metoder kan afdække det, der ligger bag holdningerne, og bringe stemmer i spil, som sjældent er i rummet. Pointen er ikke, at de er “bedre” end repræsentative målinger, men at de kan noget andet: de forklarer det, som de brede tal først har gjort synligt. Kombinationen af de to er ofte der, hvor den egentlige indsigt opstår. 

René Bonde Koretke, Senior Manager, har arbejdet med netop den kombination i Tryghedsundersøgelsen for Københavns Kommune, som Epinion har gennemført siden 2009: 

“Det lange tidsperspektiv giver noget særligt, som en enkeltstående undersøgelse aldrig kan: evnen til at spore udviklingen og opdage mønstre, der først bliver synlige over tid. Det var netop det, der gjorde det muligt at identificere, at unge i 2025 oplever stigende utryghed, selv om den generelle tryghed i byen er høj. Men tallene forklarede ikke hvorfor. Derfor supplerede vi med et mobiletnografisk studie, hvor de unge selv dokumenterede deres oplevelser i hverdagen: hvilke ruter de undgår, hvilke situationer der skaber utryghed, og hvornår på dagen det sker. Mønsteret blev tydeligt: mørke stationer, affolkede områder og en markant forskel på unge kvinders og mænds oplevelser af byen. Med denne borgerinddragelse er kommunen gået fra tal til forståelse, og det har ledt til konkrete indsatser.” 

 Læs casen → Københavns Kommune 

 

3) Når man gerne vil have borgernes idéer

Samskabelsessessioner og idéudviklingsforløb er relevante, når man har brug for input fra mennesker, der kan bringe deres egne erfaringer i spil og derigennem udvikle og kvalificere løsninger. 

Epinion har igennem flere år drevet et succesfuldt borgerpanel for Movia med to årlige borgerpanelmøder med 50 deltagende borgere fra hele Sjælland. Det er et godt eksempel på, hvad der adskiller ægte samskabelse fra det, der ligner. Det udfolder min kollega Andreas Michael Lund-Le, Senior Director i Transport og Mobilitet, her. 

“På overfladen kan det ligne traditionelle borgermøder. Men i praksis er det samskabelse og idégenerering med kreative greb, der aktiverer deltagerne og gør deres erfaringer anvendelige i udviklingsarbejdet. Pointen er ikke bare, at borgerne bliver hørt, men at de er med til at kvalificere konkrete løsninger. For eksempel har vi udviklet kampagner om adfærd i den kollektive transport, hvor deltagerne gennem dilemmaspil og scenarier fra hverdagen bidrog med input til både budskaber og konkrete kommunikationsgreb.” 

Det har vores kollega Kasper Wejse skrevet om her → Derfor skal du overveje borgermødet som udviklingsværktøj

 

4) Når man har brug for at teste, om noget virker i virkeligheden 

Prototypetest og prøvehandlinger afdækker viden om adfærd, friktion og praktiske barrierer. Ofte er denne type borgerinddragelse lidt længere inde i et udviklingsforløb. Nogle gange undgår organisationer denne, fordi det ikke er tænkt ind fra starten, og så antager man, at det vil forhale en proces. Erfaringen er dog ofte den modsatte: at man sparer langt mere, end man bruger, fordi man opdager fejlene, før investeringen er gjort. 

Nikolaj Schollert, Senior Manager i Turisme, Kultur og Stedudvikling, oplevede netop det i samarbejdet med et stort kulturhistorisk museum, der ville tiltrække børn og teenagere til en ny fast udstilling: 

“Spørgsmålet var konkret: Forstår målgruppen grebene, og har de lyst til at engagere sig i dem? Derfor testede vi udstillingsidéerne i takt med, at de blev mere konkrete. Først gennem narrative og visuelle moderationsteknikker, der gjorde det let for børn og unge at reagere på tidlige koncepter. Senere gennem test af mere reelle prototyper og konkrete bud på formidlingsgreb. Indsigterne blev hurtigt omsat til handlingsanvisende opsamlinger, som museet kunne bruge direkte i udviklingsteamets arbejde, mens der stadig var noget, der kunne ændres.” 

Læs casen → Stor kulturhistorisk museum  

 

God borgerinddragelse gør dine beslutninger bedre 

God borgerinddragelse starter ikke med en metode. Det starter med en beslutning om at tage borgernes bidrag alvorligt, også når det er besværligt, og også når det udfordrer det, du troede, du vidste. 

Det kræver mod at afgrænse beslutningsrummet tydeligt og være ærlig om, hvad der er åbent, og hvad der ikke er. Men det er præcis dér, noget afgørende sker: borgerne ved, hvad de bliver hørt om, og organisationen ved, hvad den vil bruge svaret til. 

Når de to ting mødes, holder borgerinddragelse op med at være en øvelse, man gennemfører for at kunne sige, at man har gjort det. Det bliver et værktøj, der faktisk rykker noget, både for organisationen der træffer bedre beslutninger, og for borgerne der kan se, at deres bidrag rent faktisk har betydning. 

 

……………………….

Om forfatteren 

Maria Schwarz er Director og leder af Design, Innovation & Impact-hubben hos Epinion. Gennem sin karriere har hun rådgivet offentlige og private organisationer om bruger- og borgerinddragelse, fra den overordnede strategi til det konkrete design af forløb, altid med et udviklingssigte for øje og med både kunden og borgeren i fokus. 

Maria Schwarz Lausten
DIRECTOR
masl@epinionglobal.com