Netværksmøde i AnalytiCS: Skab en god evalueringskultur i din organisation

October 3, 2024 – 12:30

Mange civilsamfundsorganisationer arbejder med at styrke organisationens evalueringskultur, fordi evalueringer indeholder læringer, som kan gøre os klogere, dygtigere og sikre større effekt. Øvelsen består i hverken at evaluere for lidt eller for meget – og at evaluere på det rigtige på den rigtige måde. 

En del af analyseteamets rolle i en organisation er typisk at understøtte en god evalueringskultur, som måler på det rigtige og måler i det rigtige omfang, men mange, som arbejder med analyse og evaluering i civilsamfundsorganisationer, oplever, at det kan svært ’at få organisationen med’. Andre oplever, at fokus i evalueringerne er skævt, eller at evalueringerne ikke bliver brugt og omsat i organisationens indsatser.  

På næste netværksmøde i AnalytiCS – analysenetværket for civilsamfund sætter vi spot på, hvordan man kan styrke en organisations evalueringskultur, og hvad du som f.eks. analysemedarbejder og -chef kan gøre. 

Vi stiller blandt andet spørgsmålene: 

  • Hvilke udfordringer og barrierer er der knyttet til at styrke evalueringskulturen i (civilsamfunds-)organisationer? Hvordan kan de overkommes – hvilke gode erfaringer findes der?
  • Hvordan sikrer man, at organisationen er trænet til og moden til at gribe læringerne fra en evaluering? 
  • Kan evalueringskulturen blive for stærk? Hvad gør man som analysemedarbejder og -chef i de tilfælde?
  • Hvordan kan man bedst understøtte en passende prioritering af evaluering/dokumentation i ens organisation? Hvad skal man selv være opmærksom på? 

Mødet bliver en blanding af oplæg udefra og erfaringsudveksling blandt deltagerne. Endeligt program forventes færdigt i starten af september. Denne gang henvender mødet sig særligt til medarbejdere, der arbejder med analyse, evaluering og udvikling i civilsamfundsorganisationer og foreninger. 

Netværksmødet afvikles i København torsdag den 3. oktober kl. 12.30-15.30, og der vil være mulighed for at blive efter mødet til en øl eller sodavand. Tilmeldingsfrist er fredag den 27. september. Der er et begrænset antal fysiske pladser, som tildeles efter først til mølle. Vi opfordrer i udgangspunkt hver organisation til at være max to fremmødte, men skriv endelig, hvis I er flere. Det er ikke muligt at deltage online. 

Hvorfor deltage?  

AnalytiCS har til formål at bidrage til inspiration, vidensdeling og øget samarbejde mellem danske civilsamfundsorganisationer omkring analysebaserede indsigter og indsatser. Netværket er for personer, som arbejder med analyser og data i almennyttige organisationer, interesseorganisationer, foreninger, faglige organisationer og NGO’er. Det kan f.eks. være som analytiker eller udviklingskonsulent i en mindre miljøorganisation, en sygdomsbekæmpende organisation eller en større humanitær organisation.  

Epinion rådgiver og samarbejder dagligt med organisationer i civilsamfundet.  Vi faciliterer netværket sammen med en styregruppe, der består af repræsentanter fra civilsamfundsorganisationerne. Styregruppen afgør, hvilke emner der tages op i netværket.  

Du kan tilmelde dig nedenfor senest fredag den 27. september 2024. 

Tilmeld dig her

=