Situation
Digitale enheder, som mobiltelefoner, tablets, bærbare computere, og lignende, er en uundværlig del af moderne lufthavnsrejser. Passagerer bruger blandt andet deres telefoner til boardingkort, rejseinformation, kontakt med familie og venner samt underholdning undervejs. Derfor er nem og tydelig adgang til opladningsløsninger ikke blot en praktisk service, men en helt central del af at skabe en tryg og sammenhængende passageroplevelse. For at imødekomme dette essentielle behov introducerede en stor nordeuropæisk lufthavn en række forskellige opladningsløsninger – alle med forskellige features og lokationer.
Udfordring
Den pågældende lufthavn havde over tid oplevet faldende passagertilfredshed med adgangen til opladningsmuligheder. Lufthavnen vidste på forhånd, at det blandt andet skyldes for få ladepunkter, hyppige driftsfejl, lav synlighed og et begrænset udvalg af løsninger, der imødekommer passagerernes forskellige opladningsbehov. De haltede derfor efter sammenlignet med lignende europæiske lufthavne. For at vende den negative udvikling skulle lufthavnen derfor have evalueret, hvordan de nye alternative ladepunkter performede ude blandt passagererne. For at undersøge dette kombinerede Epinion kvalitative og kvantitative metoder og indsamlede indsigter ude blandt passagerer, der brugte de nye alternative ladeløsninger.
Anbefaling
Undersøgelsen viste blandt andet, at passagerernes opladningsbehov og -forventninger ændrer sig undervejs på rejsen. Ladeløsningerne skal ikke blot være let tilgængelige og have stik, der passer til de rejsendes enheder, men synlighed og behagelige siddepladser er også vigtige at tænke ind. På den baggrund kunne Epinion give konkret feedback på de forskellige ladetyper og rådgive om, hvilken kombination af faciliteter der bedst imødekommer passagerernes behov og præferencer – og hvilke der helt skulle undgås.





