
Situation
Københavns Kommune har siden 1997 arbejdet dedikeret med områdefornyelser, som har til formål at forbedre livskvalitet, tryghed og handlekraft i udsatte byområder. Indsatserne gennemføres i tæt samarbejde med lokale aktører og beboere. Konkret er en områdefornyelse en femårig indsats, som arbejder ud fra en politisk vedtaget kvarterplan på at løfte udsatte byområder i København.
Udfordring
Indsatsen har uden tvivl skabt positive forandringer i byområderne de seneste 28 år, men områdefornyelserne har stadig behov for at forstå, hvad der virker bedst, og hvordan de kan bruge denne viden til at styrke fremtidens byudvikling. Indsigterne fra evalueringen skal med andre ord hjælpe til at forme fremtidige byudviklingsinitiativer, så de skaber værdi – både for borgere og for byens udvikling.
Anbefaling
Evalueringen udforsker værdien og virkningerne af områdefornyelserne og dykker ned i, hvordan forskellige metoder og greb til helhedsorienteret byudvikling kan løfte kvarterer. Ved at samle erfaringer fra tidligere og aktuelle områdefornyelser vil evalueringen skabe viden om, hvordan lokalt forankrede og stedsspecifikke tilgange kan bruges til at løse komplekse problemer, så de kan skabe bydele, hvor alle kan trives.