Forståelse af danskernes vaccinationsvalg og -adfærd sikrer høj opbakning til covid19-vacciner

Situation

I forbindelse med COVID-19-pandemien og de efterfølgende års vaccinationsindsatser har Epinion samarbejdet med Sundhedsstyrelsen om at indsamle og analysere data om danskernes adfærd og holdninger til vaccination. Denne indsats har været afgørende for Sundhedsstyrelsens evne til at tilrettelægge effektive indsatser. Med løbende spørgeskemaundersøgelser og kvalitative dybdedyk i særlige segmenter har Epinion fra 2020 til 2023 samlet data om, hvad der påvirker valget om at blive vaccineret, årsager til vaccinationsvillighed eller -skepsis, samt oplevelsen af Sundhedsstyrelsens kommunikation.

Udfordring

En af de primære udfordringer i forbindelse med vaccinationsindsatsen har været at forstå de forskellige grunde til, at borgere vælger vaccination til eller fra. Årsagerne til fravalg spænder fra bekymringer om vaccinens sikkerhed til personlige risikoafvejninger. Derudover er det vigtigt for Sundhedsstyrelsen at kunne forstå de særskilte bekymringer for de forskellige vaccinetilbud, som danskerne udtrykker.

Anbefaling

Undersøgelsen har sikret, at Sundhedsstyrelsen har kunnet målrette sin kommunikation til at imødekomme de forskellige behov, som borgerne har. Det er vigtigt at indgå i dialog på en måde, der respekterer borgernes individuelle overvejelser og informationskilder. De har samtidig hjulpet til effektiv tilrettelæggelse af vaccinationsindsatsen med fokus på fleksibilitet og tilgængelighed af vaccinationssteder, da undersøgelsen viser, at praktiske forhold som afstand og ventetid kan have betydning for vaccinationsvalget, især for ældre borgere.