Netværksmøde i AnalytIO: Kom sikkert i gang med at bruge AI i dit analysearbejde

January 18, 2024 – 9:00

Der er desværre ikke flere ledige pladser. Du kan udfylder formularen nedenfor for at komme på ventelisten. 

Kunstig intelligens (AI) er på nul komma fem blevet talk of the town og ikke mindst et arbejdsredskab, som ledelse og medarbejdere i civilsamfundsorganisationer er tvunget til at forholde sig til. Mulighederne er næsten uendelige, kan det føles som, men hvordan kommer man sikkert og godt fra start med at bruge AI? Og hvordan navigerer man som civilsamfundsorganisation bedst i de etiske, politiske og metodiske opmærksomhedspunkter, som også er knyttet til brug af AI?

Vi vil gerne på næste netværksmøde i AnalytIO konfrontere de barrierer, der måtte være for at komme i gang med at bruge AI. På mødet giver vi hands-on eksempler på og øvelse med at bruge AI, herunder specifikt ChatGPT. Vi viser cases på, at AI skabe stor værdi i analyserelaterede opgaver. Der kan være meget tid at spare i vores opgaveløsning med AI, og AI kan decideret løfte kvaliteten i vores leverancer, hvis vi bruger AI rigtigt. Det kan frigive hjernekraft til at kaste sig over mere værdiskabende aktiviteter, hvilket i sidste ende kommer civilsamfundsorganisationers slutmålgrupper til gavn.

Det er målet med netværksmødet, at alle deltagere efter mødet føler sig klædt på til at gå i færd med at arbejde med kunstig intelligens, og/eller at få endnu mere ud af AI end i dag. Vi ønsker at fjerne frygten for at arbejde med AI og erstatte frygten med tryghed. Netværksmødet køres den her gang i et workshopformat, så vi selv kan få hænderne ned i arbejdet med AI, men der vil også være plads og rum til at drøfte de spørgsmål, som vi i fællesskab mangler svar på.

Vi har inviteret Allan Toft Hedegaard Knudsen, der er Director i Epinion, til at facilitere netværksmødet. Han vil inspirere os med en introduktion til muligheder og udfordringer ved at anvende AI i analyser samt en kort introduktion til værktøjer med fokus på ChatGPT. Han leder os igennem en workshop og gruppearbejde, der tager afsæt i analysemæssige problemstillinger i civilsamfundsorganisationer. Der vil være en stor del af videndeling indlejret i workshoppen. Vi samler til sidst op og deler i plenum vores erfaringer med at arbejde med ChatGPT på forskellige typer af problemstillinger.

Praktisk information

Denne gang henvender mødet sig særligt til medarbejdere, der arbejder med analyse, evaluering og udvikling i civilsamfundsorganisationer.

Netværksmødet afvikles som et formiddagsarrangement, og vi har fået lov til at låne egnede lokaler hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Vi mødes fysisk torsdag den 18. januar 2024 kl. 9:00-12:00 hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Krumtappen 2, plan 6, 2500 Valby. Vi er i mødelokale 3.

Der er et begrænset antal fysiske pladser, som tildeles efter først til mølle. Vi opfordrer derfor i udgangspunkt hver organisation til at være max to, men skriv endelig, hvis I er flere. Vi har lidt ekstra pladser end normalt, og vi vil altid gerne sætte jer på venteliste.

Program
  • Kl. 9.00: Velkommen og præsentationsrunde 
  • Kl. 9.20: ’Introduktion til AI i analysearbejde – muligheder, udfordringer og værktøjer’ oplæg v. Allan Toft Hedegaard Knudsen, Director i Epinion
  • Kl. 10:00:’Inspiration og hands-on brug af ChatGPT’ – workshop v. Allan Toft Hedegaard Knudsen, Director i Epinion
  • Kl. 11.15: Opsamling, diskussion og afrunding  
  • Kl. 12:00: På gensyn
Hvorfor deltage?

AnalytIO har til formål at bidrage til inspiration, vidensdeling og øget samarbejde mellem danske civilsamfundsorganisationer omkring analysebaserede indsigter og indsatser. Netværket er for personer, som arbejder med analyser og data i interesseorganisationer, foreninger og NGO’er. Det kan f.eks. være som analytiker eller udviklingskonsulent i en mindre miljøorganisation, en sygdomsbekæmpende organisation eller en større humanitær organisation.

Epinion rådgiver og samarbejder dagligt med organisationer i civilsamfundet.

Vi faciliterer netværket sammen med en styregruppe, der består af repræsentanter fra civilsamfundsorganisationerne. Styregruppen afgør, hvilke emner der tages op i netværket.

Der er ikke flere ledige pladser til dette AnalytIO netværksmøde. Men du kan udfylde formularen for at komme på vores venteliste.  Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig, at vi må opbevare dine data og kontakte dig vedr. andre netværksmøder eller materiale vedrørende netværket. Du kan læse om vores generelle privatlivspolitik i linket – herunder hvordan du afmelder dig.

 

Tilmeld dig her

=
Advanced Analytics and Reporting