Situation
Sønderborg har med Dybbøl Mølle, Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke et stærkt afsæt for at positionere sig som en kulturhistorisk destination med en samlet fortælling om 1864 og grænselandets historie. Tilsammen rummer besøgsstederne både ikoniske områder, stærke narrativer og stor historisk tyngde, som giver gode forudsætninger for at styrke Sønderborgs samlede profil over for både danske og internationale gæster. Med ønsket om at arbejde mere strategisk og koordineret med denne fortælling har besøgsstederne i samarbejde med Sønderborg Kommune etableret en fælles arbejdsgruppe.
Udfordring
Arbejdsgruppen involverer flere historiske besøgssteder. Besøgsstederne henvender sig til forskellige målgrupper og arbejder med forskellige formidlingsgreb, hvilket gør det vanskeligt at tale om fælles prioriteringer og udviklingsretning. Der opstod derfor et behov for et fælles sprog og analytisk ramme, der kunne danne fundament for en samlet fortælling og styrke sammenhængen på tværs. Samtidig var det vigtigt at skabe en forståelse for, hvordan de enkelte besøgssteder med fordel kan arbejde mere målrettet og differentieret med deres egne gæster og oplevelsestilbud.
Anbefaling
Epinion designede et forløb, hvor målgruppeværktøjet Sådan Oplever Danskerne udgjorde den røde tråd i det videre strategiske arbejde og implementering gennem workshops. Arbejdet med værktøjet gav arbejdsgruppen et fælles sprog og et konkret navigationsværktøj, der tydeliggjorde forskelle i målgrupper og behov på tværs af besøgsstederne. Det skabte et fælles afsæt for at arbejde differentieret med gæster, budskaber og oplevelsesgreb og således tilgodese de enkelte steders særpræg – samtidig med at den samlede fortælling og destinationstænkning blev fastholdt. Forløbet blev afrundet med en aktiveringsworkshop, hvor indsigterne blev omsat til strategiske prioriteringer. Deltagerne arbejdede konkret med at afklare retningen for den fælles kernefortælling og mulighederne for strategisk gæstedeling.





