Situation
Når varslingen ved en jernbaneoverkørsel går i gang, skal trafikanterne stoppe og vente, til toget er passeret, og signalet igen viser fri bane. Alligevel registrerede Banedanmark 471 nærved-hændelser ved jernbaneoverkørsler i 2025, det er 46 procent flere end året før. Hændelserne kan skyldes, at trafikanter tager chancer, er uopmærksomme eller vurderer situationen forkert. Fælles for dem er, at konsekvenserne kan være alvorlige.
Udfordring
For at forebygge farlige situationer var det vigtigt at få belyst problemets omfang og indsamle viden om, hvordan flere trafikanter kan motiveres til at overholde reglerne. Derfor undersøgte Epinion, på vegne af DSB, danskernes kendskab til reglerne og deres selvrapporterede adfærd. Indsigterne skulle bidrage til at forebygge farlige situationer og gøre kommunikationen til relevante målgrupper mere målrettet og effektiv. Spørgeskemaet blev udviklet i samarbejde mellem DSB, Trafikstyrelsen og Banedanmark, mens Epinion stod for dataindsamling, analyse og afrapportering.
Anbefaling
Epinions analyse viste, at 21 procent ikke kendte de korrekte regler ved jernbaneoverkørsler uden bomme. Desuden svarede 30 procent, at de som gående ville krydse en jernbaneoverkørsel uden bomme, mens varslingen var aktiveret, hvis de vurderede, at de kunne nå det, eller hvis de hverken kunne se eller høre et tog. På baggrund af Epinions indsigter har Banedanmark udviklet en kampagne med budskabet: Du kan ikke lige nå det.





