Få styr på AI i analysearbejdet
marts 2, 2026
Mange analyseteams vil gerne i gang med AI, men mangler svar på: Hvad kan vi? Hvad må vi? Hvordan kommer vi i gang? Vi hjælper jer med tre sessioner, der går fra grundlæggende forståelse til implementering i praksis.
Over de seneste tre år har vi opbygget solid erfaring med AI i analysearbejdet. Nu deler vi den viden gennem tre konkrete videndelingssessioner, der hjælper organisationer med at komme i gang eller videre med AI i analyse. Vi oplever nemlig i stigende grad, at organisationer og analyseteams efterspørger et mere solidt afsæt for deres AI-arbejde.
Vi er ultimativt ligeglade med AI i sig selv. Det er ikke teknologien, der er målet. Målet er at levere den bedst mulige rådgivning og vidensgrundlag til de organisationer, vi arbejder for. Derfor fokuserer vi på, hvordan AI på en sikker og GDPR-compliant måde kan understøtte analysearbejdet. Hvad der startede som små eksperimenter, er i dag en prioriteret udviklingsindsats, som stille og roligt er blevet implementeret i hele organisationen.
Vores erfaring i praksis
Vi har bl.a. holdt oplæg og faciliteret workshops for Red Barnet, Københavns Kommune, SUS – Socialt Udviklingscenter, Region Midtjylland, Tænketanken DEA, Dansk Evalueringsselskab og flere andre.
Oplæggene er modulære og kan sammensættes og tilpasses jeres behov. Det kan være fra korte inspirationssessioner til dybdegående workshops. Sessionerne er typisk bygget op omkring de tre områder, hvor vi oftest ser, at der mangler klarhed:
1) Grundlæggende AI-literacy: Forstå AI i din organisation
Vi afmystificerer AI og sprogmodeller, så teamet får et fælles sprog og et realistisk billede af muligheder og begrænsninger. Vi introducerer, hvad “AI er i dag”, forklarer hvad en sprogmodel er (og ikke er), og adresserer typiske faldgruber som bias, hallucinationer og datasikkerhed. Vi sikrer, at alle, uanset niveau og forudgående kendskab, får en god, grundlæggende forståelse af, hvad AI og sprogmodeller kan og ikke kan.
2) Sprogmodeller i analyse: Arbejd med AI i dit analysearbejde
Vi gennemgår, hvordan I som analyseteam konkret kan anvende AI i jeres analysearbejde. Det omfatter cases fra analyse- og rådgivningsverdenen, eksempelvis “tekst-som-data”, sprogmodeller til lydanalyse og billedanalyse. Vi viser også, hvordan I kan arbejde med kvalitetssikring og validering. Resultatet er et katalog over de mest oplagte potentialer, I kan arbejde videre med i jeres analysearbejde.
3) AI i organisationer: Implementering og kompetencer
Vi sætter fokus på det, der gør det svært at adoptere AI i organisationer, og giver jer redskaber til at overkomme det. Vi introducerer forskellige tilgange til “AI adoption” i jeres organisation, herunder kompetencer, governance og ledelse. Sessionen slutter med, at I selv udarbejder en plan, som identificerer de vigtigste barrierer for jeres organisation.
Typiske spørgsmål vi kommer omkring
”Hvilke AI-værktøjer må vi bruge i forhold til GDPR?”
“Hvordan kvalitetssikrer vi AI-genereret analyse?”
“Hvordan får vi hele teamet med?”
Efter disse oplæg er organisationen bedre klædt på til, hvad næste skridt i jeres AI adoption skal være.
Tag fat i Allan, Thomas eller Gustav, hvis I vil høre mere om vores oplæg.

Allan Toft Hedegaard Knudsen
SENIOR DIRECTOR & HUB LEAD FOR
DATA SCIENCE & ANALYTICS
atk@epinionglobal.com
Mere fra POV
29. oktober 2025


