Det korte af det lange: Data, modeller – og god rådgivning
november 14, 2025
I Epinion hjælper vi organisationer med at træffe de rigtige beslutninger ud fra data. Derfor har vi et ansvar – ikke kun for at gøre dét ordentligt, men også for at reflektere over, hvad god rådgivning egentlig er. Inden vi peger retningen ud for andre, må vi forstå, hvad der gør rådgivning god – og hvorfor de stærkeste råd står på skuldrene af grundige analyser.
En historie, som jeg engang læste, har bidt sig fast. Der var engang en konge, som ville have et kort over sit kongerige, som han elskede så højt. Han hyrer en korttegner, som kan tegne de smukkeste kort i verden. Korttegneren går i gang og kommer tilbage til kongen med et smukt kort over kongeriget. Men kongen er ikke glad. Kortet yder ikke bjergene – hans smukke bjerge! – retfærdighed. De fremstår som nærmest uanseelige skygger. Korttegneren går tilbage og gør kortet lidt større, så bjergene bliver tydeligere. Men kongen er stadig ikke glad: Floderne er blot små streger! Korttegneren må i gang igen. Tilbage til kongen med et endnu større kort, så floderne og floddeltaerne står smukke og tydelige. Men kongen er stadig ikke tilfreds…
Kort er godt!
Lad os vende blikket mod rådgivningsdisciplinen, og så kommer vi tilbage til korttegneren og kongen senere. I Epinion er vi korttegneren. Et kort er en navigationshjælper. Hvor vil du hen? Se på kortet. Hvis kortet er tegnet godt, viser det, hvilken retning du skal gå, for at komme derhen du vil.
Når vi tegner kort, bruger vi data. Vores kort er vores datadrevne analyser, og retningsviseren er vores rådgivning: ”Her skal I gå hen!”
Derfor skal man altså være god til at tegne kort, når man vil være en god rådgiver ved Epinion. Og man skal være god til at vælge, om kortet skal vise bjerge eller floder. Det kalder vi at lave modeller.
Modeller er ikke hele verden, men noget af den
Vi bruger data – som korttegneren bruger sine øjne til at se bjerge, floder, veje – og så tegner vi et kort, som er en model af verden. Det er ikke et kort med farver og logoer, men med teori og data om ”verden”. En model repræsenterer nemlig et udsnit af verden.
Det gælder både, om vi arbejder med kvalitative tilgange: Her kunne det f.eks. være en model for, hvordan mennesker handler i en given situation, en adfærdsmodel. ”Når jeres passagerer skal bevæge sig fra A til B i et komplekst, fysisk designmiljø, har de brug for tydelige farvemarkører for at sikre den bedste wayfinding”. Se vores case om netop dette her.
Det gælder også, når vi arbejder med kvantitative tilgange. Her vil det typisk være en matematisk eller statistisk model, som hjælper med at tegne kortet: ”For at sikre, at flere børn og unge drikker vand, skal der sikres bedre tilgængelighed af koldt vand på skoler og i fritidsarenaer”. Læs mere om den case her.
Min pointe er, at ligegyldigt om det er den ene eller den anden tilgang, så står god rådgivning på et fundament af datadrevet analyse og dermed en ”model”. Hvis jeg vil pege dig i den rigtige retning, skal jeg have et kort, både du og jeg stoler på, er retvisende.
Den gode model
Det betyder også, at modeller – statistiske modeller, adfærdsmodeller, sprogmodeller – spiller en helt central rolle i den gode rådgivningsdisciplin. Netop derfor er det helt centralt at kunne forstå og forvalte modeller, når man vil være en god rådgiver. For at kunne være en god rådgiver skal man have en god (verdens)model i ryggen.
Og hvad er det mest centrale spørgsmål så? Det må være: ”Hvad er en god model?”
For at svare på det, skal vi tilbage til kongen og korttegneren. Da vi forlod dem sidst, var kongen stadig utilfreds. Bjergene og floderne er måske tydelige nu, men kongen synes ikke, byerne er så smukke som i virkeligheden. Korttegneren går tilbage til sin model og gør den større, medtager flere detaljer: Husenes tage, de små gyder, baghusene. Da korttegneren kommer tilbage til kongen, kan hun knap nok bære det nye kort, som er blevet kæmpestort for at fange byernes detaljer. Men ak, kongen er ikke tilfreds. Derfor fortsætter det frem-og-tilbage, indtil korttegneren kommer tilbage med et kort, der 1:1 fanger alle kongerigets detaljer. Kortet kan lægges ned som fod i hose over kongeriget, og intet går tabt. ”Det perfekte kort!” synes kongen.
Men er det egentlig et godt kort? Altså en god model over verden? Det er ekstremt detaljeret, ja – men er det en god model? Svaret er nej. I hvert fald i den forstand, at det jo ikke er en brugbar model – det er måske knapt en model, da den knapt er et udsnit af verden – den er verden.
Så hvad er en god model i rådgivning? Vi kan foranlediges til at tro, at gode modeller er perfekte repræsentationer af verden. Jeg tror, at det spørgsmål, man skal stille sig selv, når man skal finde frem til, om en model er ”god” er: Hvad skal den bruges til? Fungerer modellen til det, som den skal vejlede og rådgive om?
En god model er en brugbar model
Derfor er den gode model ikke en absolut forestilling om en model. Tværtimod er det her, hvor modeller og rådgivning hænger så uløseligt sammen. En god model gør os i stand til at give god rådgivning. Rådgivning baseret på gode modeller gør organisationer i stand til at træffe de rigtige beslutninger.
Hvad er en god vejrudsigt? Hvis du skal vide, om du skal have din tykke jakke på, er det nok at vide, om der kommer meget vind i dag. Hvis du skal ud at sejle, skal du have information om vindstødsstyrke, detaljeret retningsskift, bølgehøjde – det kan måske endda være livsvigtigt, hvis informationen er forkert. Altså kan den samme (rigtige) vejrudsigt være en god model til at bestemme, om man skal have en tyk jakke på, men dårlig til at bestemme, om man skal krydse Atlanten i en sejlbåd.
Sådan er det også i rådgivningsbranchen. Vi kan ikke finde ”den rigtige model”. Den afhænger af, hvilken situation organisationen står i: Hvilke beslutninger skal træffes? Det er basalt set det, rådgivning er. Men det er sjældent tydeligt, at der ”bag” rådgivningen ligger en masse modeller – eksplicitte og implicitte – som reelt er uundværlige men ofte usynlige.
Når vi tegner kort, er balancen at stoppe i tide. Et kort, som er lige præcis stort nok til, at vi kan se på det og pege i den rigtige retning, så man når frem til sin destination på den bedst mulige måde.
……………………………..
“Escape from Model Land: How Mathematical Models Can lead us Astray”, Erica Thompson (2022)

