Hvordan kommer udviklingen på elbilmarkedet til at se ud med højere registreringsafgift og billigere el?

Afgiftsændring på elbiler

oktober 9, 2025

Selvom elbilismen har gennemgået en kraftig udvikling, og et stadigt stigende antal danskere vil køre elbil, er der fortsat en gruppe, der ikke ønsker at anskaffe sig en elbil. Det nye år byder på højere registreringsafgift på elbiler og samtidig en sænkning af elafgiften. Spørgsmålet er derfor, hvad dette vil det betyde for udviklingen af elbiler i Danmark, og ikke mindst hvordan vi kan få de sidste danskere over i elbilerne? 

I 2020 blev Danmarks ambitiøse klimalov vedtaget. I loven blev det fastsat, at landets samlede CO-udledning skulle reduceres med 70 pct. inden 2030 sammenlignet med 1990-niveauet. For at nå dette mål blev det blandt andet besluttet, at udbredelsen af elbiler skulle fremmes markant med en målsætning om at have 1 million elbiler på de danske veje i 2030. Målsætningen blev understøttet af indførelsen af fordelagtige registreringsafgiftsregler, der gjorde elbiler økonomisk attraktive for danske forbrugere. Initiativet bidrager til at reducere CO-udledningen fra transportsektoren, som er en af de største kilder til drivhusgasser i Danmark, samtidig med at det understøtter overgangen til en grønnere og mere bæredygtig transportinfrastruktur. 

Sidenhen har et fordelagtigt afgiftsniveau på elbiler været en af årsagerne til, at danskerne er gået elbilens vej. Meget tyder tilmed på, at udviklingen vil fortsætte. Den mest optimistiske prognose kommer fra brancheorganisationen Mobility Denmark, der estimerer 1,6 mio. elbiler i Danmark i 2030, mens Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i deres nye klimafremskrivning forventer 1,4 mio. Endeligt peger en ny Epinion-undersøgelse på knapt 1,3 mio. elbiler på de danske veje i 2030. På trods af, at der er lidt variation i prognoserne, indikerer de alle, at udviklingen vil være positiv, forudsat at det nuværende afgiftsniveau fastholdes. 

 

Uvished om nye afgifter kan bremse udviklingen 

Både Mobility Denmarks prognose og Epinions undersøgelse understreger, at udviklingen i antallet af elbiler er følsom over for ændringer i det nuværende afgiftsniveau. På trods af uenighed i Regeringen tyder meget på, at den afgiftsfrie grænse for elbiler sænkes til cirka 370.000 kroner fra 2026. Dette sker som led i den trinvise indfasning af afgifter på elbiler frem mod 2030. Dermed vil flere af de mest populære elbiler som VW ID.4 og Tesla Model Y opleve en forhøjet registreringsafgift allerede fra starten af det nye år. På det politiske plan har der dog været betydelig debat om, hvorvidt de nuværende regler bør fastfryses. Mange sætter spørgsmålstegn ved, om det er fordelagtigt at gennemføre den planlagte, trinvise indfasning af en registreringsafgift på elbiler allerede i 2026 – eller om det bør udskydes.  

Udformningen af de nye afgifter er imidlertid afgørende for, at salget af elbiler i Danmark ikke går i stå, og samtidig udgør usikkerheden forbundet med de kommende afgifter en væsentlig risiko for markedets udvikling. Hvis registreringsafgiften bliver hævet til samme niveau som for fossilbiler, viser Epinions undersøgelse, at blot 43% af de danskere, der ellers er på vej ind på elbilmarkedet, fortsat vil overveje en elbil. Hvis politikerne skulle vælge den ‘hårde’ afgiftsmodel, hvor afgiften for elbiler sidestilles fuldstændigt med afgiften på fossile biler, vil det få betydelige konsekvenser for Danmarks muligheder for at opfylde sine klimamål.  

 

En sænkelse af elafgiften kan bane vejen for flere danskere på elbilmarkedet 

I Epinion-undersøgelsen tegner der sig på nuværende tidspunkt et stærkt billede af de danskere, som skal have en ny bil indenfor 5 år, men som ikke ønsker en elbil – elbilskeptikerne. Blandt disse danskere er det udover rækkeviddeangst og økonomiske barrierer også manglende overblik over og gennemsigtighed i elbilers priser og forbrug, der afholder dem fra at skifte fossilbilen ud. I forlængelse heraf er der dog gode nyheder på vej. Regeringen har for nyligt annonceret, at elafgiften i 2026 og 2027 vil blive sænket fra 72 øre per kilowatt-time til EU’s minimumskrav på 0,8 øre per kilowatt-time. Med den markante afgiftsnedsættelse bliver det for en periode både billigere og enklere at gennemskue den reelle elpris – blandt andet fordi mange elbilister i denne periode ikke længere behøver gøre brug af refusionsordningen for elafgiften. Da afgiftsnedsættelsen kun er en midlertidig ordning, der gælder for 2026 og 2027, består der fortsat betydelig usikkerhed for både forbrugere og ladeoperatører om elafgiften fra 2028 og frem. Det gør det vanskeligt for operatørerne at udforme deres serviceabonnementer på længere sigt, mens den samlede pris for forbrugernes ladeløsninger igen risikerer at blive uigennemsigtig. 

 

Elbilmarkedets udvikling afhænger af gennemsigtighed om nye afgifter 

I 2026 bliver el billigere for danskerne som følge af lavere elafgifter, hvilket mindsker elbilernes driftsomkostninger og giver større gennemsigtighed for forbrugerne. Samtidig ventes en højere registreringsafgift på elbiler, hvilket skaber bekymring for, hvordan det vil påvirke markedets vækst.  

Mange af de elbilsskeptiske forbrugere har typisk et mindre budget til den næste bil og vil sandsynligvis ikke blive påvirket af afgiftsændringerne, da de ofte vælger biler i prisklasser, hvor afgiftsstigningen endnu ikke får betydning. Vores karakteristik af de elbilskeptiske danskere indikerer, at særligt anskaffelsesprisen vejer tungt. Skulle afgifterne stige på bilerne i deres prisklasse, bliver det først rigtig svært at overtale dem til at vælge en elbil.  

De mindst skeptiske vil muligvis lade sig påvirke af de lavere og mere gennemskuelige driftsomkostninger og dermed blive mere åbne over for et skifte til elbilen. Det er derfor afgørende, at der snarest muligt bliver skabt mere klarhed om ændringerne, og at både bilproducenter, ladeoperatører og interesseorganisationer herefter tydeliggør, hvilken økonomisk betydning de nye ændringer kommer til at have for de nuværende og kommende elbilsejere. 

Rasmus Bollesen Værens
MANAGER
rave@epinionglobal.com

Oliver Brink Poulsen
SENIOR CONSULTANT
olpo@epinionglobal.com