
Situation
I Rudersdal Kommune har der siden august sidste år været et ambitiøst forsøgsprojekt med delemobilitet, som en del af et større europæisk Horizon Europe-projekt. Kommunen tester brugen af 200 delecykler og op mod 60 delebiler, hvilket har givet en ny dimension til transportmulighederne. Med fokus på at reducere bilejerskabet og øge brugen af fleksible transportløsninger, besvarer projektet aktuelle udfordringer med stigende trafik og behovet for mere bæredygtige alternativer.
Udfordring
Den primære udfordring var at forstå borgernes kendskab og holdning til delemobilitet samt deres oplevelse med disse tjenester. For at få indsigt i om deres transportvaner kunne ændres, foretog Epinion en spørgeskemaundersøgelse blandt over 1.200 borgere i Rudersdal Kommune. Dataindsamlingen havde til formål at supplere andre datakilder som f.eks. brugsdata fra delecyklerne og delebilerne. Tilsammen skulle det afklare potentialet for at integrere delemobilitet som en pålidelig transportmetode uden for de centrale byområder som København.
Anbefaling
Epinion anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at Rudersdal Kommune fortsætter indsatsen med delemobilitet. 7 ud af 10 borgere genkender delebiler og delecykler og størstedelen af borgerne mener, at projektet bør fortsætte. Denne indsats bør især fokusere på at øge synligheden af disse tilbud og lette adgangen til dem, blandt andet ved at udvide informationskanalerne og lokationerne for afhentning og aflevering. Forsøget, der oprindeligt udløb i sommeren 2025, er foreløbigt blevet forlænget til udgangen af 2025 bl.a. på baggrund af brugsdata og borgerevalueringen.