Unge i Rigsfællesskabet ønsker stærkere bånd og større viden om hinanden

Situation

På trods af store forskelle i størrelse og geografi indgår både Grønland, Færøerne og Danmark i Rigsfællesskabet – forankret i love, regler, kultur og en fælles historie. For unge i de tre lande betyder dette en historisk og politisk forbindelse, som er vigtig at forstå. Sjómaq-projektet under Dansk Ungdoms Fællesråd arbejder derfor for at skabe bånd og større forståelse mellem unge på tværs af Rigsfællesskabet. Et godt samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland afhænger i høj grad af, at befolkningerne i de tre lande har kendskab til hinanden.

Udfordring

Tidligere undersøgelser har vist, at dette kendskab er begrænset – særligt fra dansk side. For at belyse unges viden om og holdninger til hinanden på tværs af Rigsfællesskabet har Dansk Ungdoms Fællesråd gennemført Sjómaq-analysen i samarbejde med Epinion og ungdomsorganisationer fra Grønland og Færøerne. Undersøgelsen kortlægger, hvordan unge opfatter hinanden, hvor stærk en fællesskabsfølelse de oplever, og hvordan de ser på Rigsfællesskabets fremtid. Undersøgelsen viser, at de unge ønsker et større kendskab til både Rigsfællesskabet og de andre lande, da de mener, at deres viden påvirker deres holdninger og opfattelser.

Anbefaling

Vi ser, at manglende indsigt ofte skaber stereotyper og negative forestillinger, og for at nedbryde gamle fordomme, er der behov for et større kendskab mellem de unge. Viden og kendskab bør primært komme gennem skolen, undervisning og nyheder, men også via sociale medier og fysiske møder, som f.eks. udveksling, arrangementer og samarbejdsprojekter. Vi ser samtidig et behov for et større fokus på Rigsfællesskabets nutidige relevans og opdateret undervisningsmateriale. Resultaterne af undersøgelsen kan bruges til at styrke forståelsen mellem unge i Danmark, Færøerne og Grønland og skabe bedre forudsætninger for et mere ligeværdigt samarbejde i fremtiden.