Test af talblindhed
Om projektet
Det mest omfattende nationale initiativ på talblindhedsområdet.
Alle landets kommuner og alle kommunale og frie grundskoler inviteres til at deltage i et treårigt projekt om at identificere elever fra 2.-10. klasse med talblindhed i praksis. Projektet har til formål at styrke skolernes arbejde med dette svære område.
Ambitionen er at etablere et fælles, nationalt fundament for arbejdet med talblindhed i skolen, som på sigt kan danne grundlag for en anerkendt national test for talblindhed. Projektet bygger på opgaver, testredskaber og materialer, der er udviklet og valideret i det tidligere ministerielle udviklingsprojekt om talblindhed, og stiller disse – sammen med nyudviklede redskaber – til rådighed for skolerne, herunder en digital screening og en dialogbaseret samtaletest.
Når skolernes vejledere og lærere anvender redskaberne, bliver de klogere på deres elever, og der opbygges viden om et udbredt, men underbelyst problem: 3-6 % af alle elever er talblinde. Det svarer til én elev i hver klasse.
Samtidig med at projektet styrker opmærksomheden på og indsatsen for eleverne, opbygges der et fælles vidensgrundlag om talblindhed gennem data og erfaringer fra skolernes praksis og forskning heri. Denne viden anvendes til løbende at videreudvikle test- og screeningsredskaber samt pædagogiske redskaber og metoder.
Projektet med anvendelse af og udvikling af screening og test for talblindhed er en del af FOMAVA, der ledes af NCUM og gennemføres i samarbejde mellem Epinion og Aarhus Universitet, DPU og NCUM. Projektet er finansieret af Egmont Fonden, Novo Nordisk Fonden og TrygFonden og bidrager til et styrket forskningsgrundlag for arbejdet med talblindhed i skolen frem mod 2028.
Spørgsmål?