Beskyttet: Epinion fylder 25 år: Her er de 10 største milepæle

august 15, 2025

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

2000: Grundlæggelse af Epinion 

Epinion blev grundlagt i 2000 af Søren Hoelgaard Justesen i Aarhus. Oprindeligt var ideen at tilbyde usabilitytest af hjemmesider i takt med internettets udbredelse, men markedet viste sig endnu ikke modent, og derfor begyndte rådgiverprojekter indenfor bl.a. regelforenkling og evaluering for statslige institutioner at tage fokus. I 2001 åbnede Epinion kontor i København, og kort tid efter indgik Søren og Mogens Storgaard Jakobsen, der kom med en baggrund fra analyseinstituttet Gallup, et partnerskab. De kendte hinanden fra Institut for Statskundskab i Aarhus, hvor de begge var metodeinstruktorer og delte en vision om at kombinere deres interesse for statistik og metode med iværksætteri og forretningsledelse. Visionen var afsættet til at give mennesker en stemme gennem e-surveys, der var udbredt i USA, hvor Søren efter endt statskundskabsstudie havde et kort ophold, men som endnu ikke var kommet til DK. Partnerskabet vidste sig hurtigt at være en succes – kunderne blev flere, og det samme gjorde medarbejderne. 

2005: Blåstempling gennem samarbejde med DR  

Efter flere års grundige forberedelser og dedikeret fokus på at etablere et Danmarkspanel af højeste kvalitet overtog Epinion meningsmålinger og exit-polls for DR ved Folketingsvalget i 2005, hvor Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft dystede om statsministerposten. Det gav Epinion som virksomhed et stærkt ry og øget troværdighed som brand i markedet, og det har uundgåeligt været med til at gøre Epinion til DK’s mest kendte analysevirksomhed – ja en ’Epinion-undersøgelse’ kom ligefrem i folkemunde blandt danskerne. Epinion arbejder i dag fortsat som rådgiver for DR, og udover meningsmålinger til folketingsvalg hjælper Epinion også DR med befolkning-surveys af en bred vifte af emner på den politiske dagsorden og kandidattest mv. Samarbejdet med DR har affødt, at Epinion rådgiver langt de fleste politiske partier i Folketinget om potentielle vælgersegmenter, test af politiske budskaber og profiler samt evaluering af valgkampagner. Epinion besidder i dag en unik historisk viden om Folketingsvalg i DK og vælgervandringer og bidrager sammen med relevante danske universiteter med forskning på området. 

 

2006: Gazelle-kåring 5 år i træk 

Epinion blev anerkendt som en af Børsens Gazellevirksomheder 5 år i træk, hvilket afspejlede en fordobling af omsætningen over en fireårig periode og en stærk økonomisk vækst. Væksten i omsætning var særligt drevet af kontrakter med flere statslige institutioner som bl.a. Erhvervsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Børne- og Undervisningsministeriet, Forsvarets Personalestyrelse, Danmarks Statistik og DSB samt en bred vifte af danske universiteter: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT Universitetet, Roskilde Universitet og Copenhagen Business School. Aarhus Kommune, Københavns Kommune, Rådet for Sikker Trafik, Ældresagen, Kræftens Bekæmpelse, Dansk Industri, Visit Danmark, MOVIA, Wonderful Copenhagen, FOA, LO, FH og HK blev også kunder hos Epinion i denne periode. Disse kunder har udviklet sig til langvarige loyale kunderelationer, som Epinion den dag i dag værner om og er taknemmelige for. Mange af disse kunder har været med til at udvikle Epinion, ligesom vi i al beskedenhed har været med til at udvikle dem.  

 

2007: Epinion erobrer verden og bliver uafhængig 

I disse år havde Epinion fart på væksten – det gjaldt både nye services, kunder og lande. Appetitten var stor, og mulighederne mange. Internt blev Epinion omtalt som en vildt voksende rosenbusk – ustyrlig med knopskydninger, men kraftfuld og smuk. Epinion blev også solgt til Capacent og var under islandsk ejerskab i 3 år, indtil stifterne købte Epinion tilbage, da de havde store perspektiver for Epinion som forretning. Epinion opkøbte også mindre analysevirksomheder i Norge og Sverige, ligesom Epinion begyndte at vinde større kontrakter for internationale lufthavne, der skalerede interviewerkorps og operation indenfor luftfart. I dag er Epinion stolt af at have Europas største lufthavn London Heathrow Airport som største kunde på nu 15+ år, ligesom et dedikeret luftfartsteam dagligt servicerer Københavns Lufthavn med viden om passagernes rejseadfærd, tilfredshed og ønsker til fremtidens lufthavn. Epinion etablerede også et back office i Vietnam, fordi behovet for at scripte e-surveys og rapportere indsigter effektivt voksede. I slutningen af denne periode, valgte stifterne af Epinion at trække sig tilbage fra den daglige ledelse og udnævne Thomas Yung Andersen som uafhængig CEO.  

 

2015: Epinion organiserer sig i specialiserede brancheområder  

Epinion hjælper kunder med at forstå mennesker og rådgiver dem om fremtiden. Dét, har vi erfaret, kræver dyb brancheviden. Med afsæt i Epinions efterhånden betydelige vækst, veletablerede kundeportefølje, stærke brand og ikke mindst opbyggede områdeekspertise over godt 15 år valgte Epinion en ny organisering opdelt ud fra brancheområder. Her blev vores nuværende stærkt specialiserede og meget succesfulde brancheområder etableret i deres første form: Offentlig Sektor, Turisme & Privat, Transport & Mobilitet, Civilsamfund & Politik, Luftfart, Meningsmålinger & Samfundsvidenskab. Hvert brancheområde har teams, der er områdespecialister og kender en given branche fra A til Z, dvs. kender branches rammevilkår, konkurrentsituation, trends og tendenser. Med andre ord valgte Epinion bevidst at blive områdespecialister, fordi vi lærte, at viden om data, metode og analyse ikke kan stå alene. Det bringer os kun halvdelen af vejen, når vi skal rådgive vores kunder om deres kommercielle strategiske til- og fravalg. For at komme helt i mål og således kvalificeret rådgive og inspirere vores kunder er dyb brancheviden afgørende.  

 

2019: Revitalisering af Epinions brand og ny sense-maker strategi  

Epinions brand blev i denne periode revitaliseret med en ny kernefortælling, logo og visuel identitet. Det satte sit synlige aftryk både hos kunder og medarbejdere – og samlet var det med til at forme grundlaget for Epinions nuværende sense-maker strategi. Epinion formulerede også et nyt formål: Vi hjælper virksomheder og organisationer med at forstå deres virkelighed, så de kan navigere – for indsigt giver udsigt. Desuden udviklede Epinion tre kernebudskaber, der i dag er forankret i Epinions dagligdag, innovationsprojekter og kultur. Første budskab er: Vi er sense-makers – vi formår at indfange de mange data, som vi alle bombarderes med og destillere den til klare indsigter, der giver mening for vores kunder. Andet budskab er: Vi giver mennesker en stemme – uanset om det er borgerne, medlemmerne, offentligheden eller forbrugerne, er vi drevet af at forstå, hvad der motiverer dem – deres adfærd, holdninger, overbevisninger eller ubevidste behov. Tredje budskab er: Vi er en pålidelig rådgiver – vi har dyb ekspertise inden for en lang række brancher og forstår derfor vores kunders udfordringer og kan levere skræddersyede løsninger og pålidelig rådgivning.  

 

2020: Fokus på innovation og udvikling – altid på vej, aldrig i mål 

I efterveerne af corona blev etableret tre hubs for at accelerere sense-maker strategien og innovationskraften i Epinion: Data Science & Analytics, Human Minds & Anthropology og Design, Innovation & Impact. For uanset om vi taler om metoder, data, digitalisering eller kunstig intelligens, så går udviklingen lynende stærkt, og som Epinions nuværende CEO Berit Didriksen ynder at sige: Vi er altid på vej – aldrig i mål. Det betyder, at Epinion ikke bare skal følge med, men vi skal have fingeren på pulsen og altid være to skridt foran – for vi skal kunne svare på det, som vores kunder ikke ved, de vil spørge om endnu. Vi skal turde tænke højt – og bredt – for at vores indsigter i sidste ende munder ud i konkret rådgivning, der driver vores kunder fremad. Derfor fokuserer vores hubs på at sikre innovation, eksperimenter og nytænkning – til gavn for alle projekter og kunder. Denne periode var også kendetegnet ved et fortsat løft i udviklingen af Epinions medarbejdere gennem bl.a. et veludviklet Akademi med træningsmoduler som fx projektledelse, nyeste metoder, workshopfacilitering og præsentationsteknik samt en yderligere professionalisering af vores young talent program.  

 

2023: Epinion som fagligt fyrtårn – eller kald os thought leaders  

Epinion bugner af faglig viden – fordi vi dagligt indsamler og dokumenterer viden på vegne af vores kunder. Vores viden spænder bredt over rejsevaner, destinationsudvikling, turistadfærd, uddannelsesvalg, motivation for frivilligt arbejde, borgerinddragelse, tilfredshed i ældreplejen, digitale vaner, udsatte børn og unge, demokratiforskning, kommunale budgetter, syntetiske respondenter, medlemsmaksimering, kampagners effekt og meget mere. Ja vi er så meget mere end meningsmålinger, og løftes blikket så har vi en finger med i spillet i forhold til mange vigtige samfundsdagsordener og vilde problemer, som ikke har simple svar og løsninger, men kalder på grundighed og nuancer. Vi har i Epinion sat os for, at vi vil kommunikere mere om alt det, vi rent faktisk ved, og derfor har vi som led i en kommerciel strategi sat os for at være aktive thought leaders. Vi vil dele viden om nye trends, ideer eller perspektiver, så andre kan blive inspireret og spørge os, når de ønsker et troværdigt råd. Følg med på LinkedIn og vores hjemmeside – vi håber, I vil føle jer inspireret og oplyst.  

 

2024: Epinion som teknologisk frontløber  

I Epinion vil vi være teknologiske frontløbere – ja lede branchen. Vores stærke rådgiverkultur tilsiger, at vi ikke kun leverer rå data og rapporter, men også bruger teknologisk indsigt til at give vores kunder skræddersyede, strategiske råd. Herved hjælper vi vores kunder med at forstå komplekse data og træffe bedre beslutninger. Vi har en ambition om at sætte standarden i vores branche og være de første til at tage nye teknologier i brug, og vi håber endda at udvikle innovative metoder, som andre virksomheder senere vælger at følge. Vi vil udnytte avanceret teknologi, dvs. bruge de nyeste værktøjer som kunstig intelligens og automatisering til at indsamle, analysere og præsentere data hurtigere og mere præcist end vores konkurrenter. Vi har tidligt besluttet at anvende AI i vores interne processer og i rådgivning af vores kunder og har investeret i vores egen sprogmodel SenseAI, der løbende udvikles og tages i anvendelse i alle aspekter af Epinions forretning. Modellen bruges bl.a. til at finde skjulte mønstre i alle typer af data og forudsige samfundstrends. Vi er ambitiøse og vil være eksperter i at kombinere kunstig og menneskelig intelligens – de er hinandens komplementære som Yin og Yang.  

 

2025: Epinion er for alvor klar til take-off 

Med 25 år på bagen har Epinion erhvervet sig værdifuld erfaring – på godt og på ondt – og Epinion har udviklet en vinderformel i rådgiverbranchen. En vinderformel som kun Epinion kender til, og ikke mindst kun Epinion kan eksekvere med succes. Den kommer særligt til udtryk ved en solid organisatorisk platform og stærke faglige rådgiverteams, der kan skaleres, når markedsmulighederne opstår. Skala i form af nye nærtliggende brancheområder og flere fagligt dygtige sense-makers. Samtidig er Epinion beriget af et evigt undersøgende DNA og en nysgerrig kultur, der vedvarende åbner nye muligheder og driver Epinion fremad – år efter år. Fordi vi har dette meget stærke ståsted, har Epinion en ambition om at placere sig i top-5 i rådgiverbranchen bredt set indenfor de næste 10 år. I dette lys er 25 år ingen alder. Epinion er ikke gammel, men derimod ung og stærk. Man kunne fristes til at sige, at Epinion ved sit 25-års jubilæum for alvor er klar til take-off.  

Berit Didriksen
CEO & CFO
bedi@epinionglobal.com