Mangfoldige børnefællesskaber og trivsel i indskolingen

Situation

Red Barnet og Mary Fonden arbejder aktivt med at fremme børne- og ungdomsfællesskaber, hvor alle oplever at høre til og have en plads – helt ned til de allermindste børn. Dette fokus på mangfoldighed finder stor opbakning blandt forældre: Ny undersøgelse af Epinion peger på, at forældre til børn i alderen 5-9 år mener, at det er vigtigt, at der er fokus på mangfoldighed og diversitet i skolen.

Udfordring

Men langt fra alle oplever, at der er tilstrækkeligt fokus på de mangfoldige fællesskaber blandt de mindste børn. Faktisk siger hver anden forælder til 5-9-årige, at der er normer i klassen, der kan få deres barn til at føle sig forkert. Og tre ud af fire, at der eksisterer normer om udseende, karaktertræk, fritidsinteresser, faglige kompetencer eller baggrund, som gør, at deres eget eller andre børn oplever ikke at passe ind. Normer, som har store konsekvenser for børnenes trivsel.

Anbefaling

Epinion har med undersøgelsen sammen med Mary Fonden og Red Barnet bidraget til at sætte vigtigheden af mangfoldige børnefællesskaber på dagsordenen – også blandt de mindre børn. Mary Fonden og Red Barnet har sammen udviklet det forebyggende antimobbeprogram, Fri for Mobberi, der har til formål at skabe trygge børnefællesskaber blandt 0-9-årige børn. Programmet er centreret om fire værdier: Respekt, omsorg, mod og tolerance. I et trygt børnefællesskab er forskellighed nemlig noget man fejrer.