Da Danmark blev gul – og vi målte, hvordan det føltes

Situation

Da Tour de France i sommeren 2022 lagde vejen forbi Danmark, var det første gang i løbets 119-årige historie, at verdens største cykelløb blev skudt i gang på dansk jord. Grand Départ 2022 blev en national folkefest – med op mod 1,7 millioner tilskuere fordelt over tre etaper, fem byer og hundredvis af lokale aktiviteter. Befolkningens opbakning og de gule gader talte deres eget tydelige sprog. Men det var afgørende også at kunne dokumentere, hvordan danskerne faktisk oplevede Tour de France-starten – og hvordan eventet havde skabt synlighed, stolthed og værdi.

Udfordring

Hvordan måler man en folkefest? Epinions opgave var at levere den kvantitative dokumentation i den samlede evaluering. Men det var langt fra en standardmåling. Opgaven omfattede en udefineret population – vi skulle både nå danskere, der havde oplevet begivenheden fysisk, og dem, der havde fulgt med hjemmefra. Geografisk spændte undersøgelsen bredt: Fra hovedstaden til provinsen, fra store byer til mindre lokalsamfund. Dertil kom et behov for at skabe valide og repræsentative data, der både kunne belyse holdninger, emotionelle effekter og samfundsmæssig værdi. Analysen skulle kunne tåle mediernes og beslutningstagernes blik – og bidrage til en bredere forståelse af, hvilken forskel begivenheden faktisk gjorde.

Anbefaling

Ved at kombinere personlige interviews langs ruten, nationalrepræsentative panelmålinger og indsigter fra teledata (leveret af 3 Insights) løftede Epinion opgaven med at give stemme til den oplevelse, som så mange danskere havde – og samtidig dokumentere, at eventet blev modtaget i overvejende positive tilkendegivelser. Evalueringen bekræftede, at Tour de France ikke blot var en sportsbegivenhed, men en national begivenhed, der engagerede bredt – også langt ud over de cykelinteresserede. Analysen viste, at eventet havde skabt stolthed, fællesskab og en oplevelse af, at Danmark trådte frem på den internationale scene med en begivenhed, der samlede hele landet. Resultaterne blev brugt aktivt – både i medier, i politiske drøftelser og som afsæt for videre overvejelser om, hvordan vi som land tiltrækker og forvalter store begivenheder. Epinions bidrag var med til at kvalificere samtalen: Ikke bare om Tour de France, men om værdien af fællesskab, oplevelser og nationale ambitioner.