Situation
DSB arbejder målrettet med at øge de rejsendes oplevelse af tryghed på rejsen, både på stationer og i togene. Indsatsen består af flere tiltag, blandt andet tryghedsvagter, samarbejde med Natteravnene, overvågningskameraer og et tryghedstelefonnummer – alt sammen tiltag, der skal styrke den synlige støtte til de rejsende, særligt i aften- og nattetimerne. For at kunne styre indsatsen og prioritere ressourcerne rigtigt har DSB behov for løbende at få dokumenteret, hvordan den oplevede tryghed udvikler sig, og hvilke tiltag der bidrager mest hertil.
Udfordring
Tryghed er vanskeligt at måle, fordi oplevelsen påvirkes af både hændelser, tidspunkter, steder og stemningen på rejsen. Samtidig kan flere samtidige indsatser gøre det uklart, hvad der skaber effekt, og hvor behovet er størst. Epinion gennemfører derfor løbende tryghedsundersøgelser og effektmålinger. Tilgangen gør det muligt at monitorere trygheden løbende og komme ind til kernen af, hvilke indsatser der virker, hvor de virker og for hvem. Det giver DSB et bredt overblik og mulighed for at målrette tryghedsindsatser på et velfunderet grundlag.
Anbefaling
Tryghed er ikke alene et spørgsmål om flere initiativer, men om at investere i de rigtige initiativer. Derfor bør DSB løbende koble tryghedsindsatser med dokumentation af, hvordan passagererne oplever udviklingen. Det giver mulighed for at skalere de mest virksomme tiltag, justere mindre effektive indsatser og skabe et mere sikkert beslutningsgrundlag for fremtidige prioriteringer. Konkret har Epinions målinger blandt andet understøttet beslutningen om at udvide Tryghedsvagternes tilstedeværelse til flere strækninger.





