Fra rækkeviddeangst til værditabsfrygt: Elbilens nye udfordringer

maj 23, 2025
Rækkeviddeangst er stadig en væsentlig barriere blandt danske fossilbilsejere, men bekymringen mindskes betydeligt ved skiftet til elbil. Til gengæld er frygten for værditab nu en af de mest fremtrædende barrierer i skiftet til elbil. Hvordan vil denne udvikling påvirke elbilsmarkedet, og hvad kan afhjælpe værditabsfrygten?
Rækkeviddeangst – en myte, der mister greb
Det danske elbilsmarked har oplevet markant vækst de seneste år, ikke mindst takket være lempelser i registreringsafgiften, ladeoperatørernes investeringer i infrastrukturen og bedre batterier. Alligevel fastholder mange fossilbilsejere forestillingen om, at elbiler ikke kan klare dagligdagens eller feriens transportbehov.
Men denne bekymring står sjældent mål med virkeligheden. En ny Epinion-undersøgelse viser, at elbilsejere i langt mindre grad deler disse bekymringer. Deres erfaring med elbilens rækkevidde og daglige anvendelighed dæmper angsten og nuancerer billedet. Det peger på, at rækkeviddeangst ofte er rodfæstet i forestillinger frem for faktiske oplevelser.
Værditabsfrygt – den nye barriere
I takt med at rækkeviddeangsten mister greb, træder en ny barriere tydeligere frem: frygten for, at elbilen hurtigt taber værdi. Denne bekymring er ikke forbeholdt fossilbilsejere, den deles også af mange, der allerede har valgt elbil.
Usikkerheden er sandsynligvis forstærket af de seneste store prisfald på elbiler, særligt på modeller fra Tesla. Disse udsving har skabt tvivl om elbilens økonomiske pålidelighed og gjort værditabsfrygten til en mere fremtrædende faktor i købsbeslutningen.
Tillid som næste skridt – hvordan afhjælpes frygten?
For at styrke tilliden til elbiler som et både grønt og økonomisk forsvarligt valg er der behov for mere end teknologiske fremskridt. Fremtidens elbilskøber søger ikke kun rækkevidde og opladningsmuligheder, men også økonomisk tryghed.
Derfor bør bilproducenter og branchen som helhed arbejde målrettet for at skabe større prisstabilitet og gennemsigtighed. Det kræver klar kommunikation og konkrete tiltag, som dokumenterer, at elbiler er en investering, man kan regne med, ikke blot klimamæssigt, men også økonomisk.