Prototypetest og adfærdsdesign sætter smartere cykeltransport på skinnerne

Situation

DSB oplevede en stigende efterspørgsel på cykelpladser i regionaltog og ønskede at tilbyde en ny type cykelvogn, der kombinerede sikkerhed, brugervenlighed og enkel af- og påstigning. For at basere valget på brugerindsigter og adfærdsdesignprincipper, ønskede DSB at gennemføre et realistisk test-setup i de selv samme togvogne, som i sidste ende skulle medtage cykelpassagererne. Opgaven var derfor at teste en række forskellige prototyper for at udvælge de bestanddele, der fremover skulle sikre alle passagerer en så smidig og intuitiv togtur i cykelvognen som muligt – samtidig med at strenge sikkerhedskrav bliver overholdt.

Udfordring

For at testresultaterne fra cykelvognen skulle være så retvisende som muligt, skabte Epinion et virkelighedstro test-setup, der tog udgangspunkt i spidsbelastningsscenarier, og som inkluderede virkelige passagerer med forskellige typer cykler. Fire centrale parametre var hér særligt vigtige at holde øje med: Et smidigt passagerflow, høj brugervenlighed, cykelparkering uden risiko for skader og optimal cykelkapacitet. For testens validitet var det afgørende, at testdeltagerne dels blev grundigt rekrutteret for at sikre demografisk spredning og inklusion af forskellige mobilitetsbehov, dels deltog i testen ud fra et nøje beregnet opgave-rotationsprincip. Under selve testen af prototyperne havde Epinion særligt fokus på kortlægning af testdeltageres nonverbale adfærd - bl.a. gennem observationer og detaljerede videooptagelser af interaktionen med cykelholdere og øvrigt inventar.

Anbefaling

Efter en analyse af prototypetesten kunne Epinion ud fra observationer og adfærdsindsigter understøtte DSB med at identificere og anbefale, hvilken prototype der bedst opfyldte de fire centrale udvælgelseskriterier. Rådgivningen omfattede også adfærdsbaserede anbefalinger til videre udvikling af togvognens udformning, med fokus på en endnu bredere tilgængelighed og effektivt passagerflow i spidsbelastningsperioder for Kystbanetogets passagerer.