Opsamling på årets exit poll

November 2, 2022

Epinions exit poll ved folketingsvalget 2022 forudsagde – som valgresultatet også viste – at det ville blive et meget tæt valg, hvor det at samle 90 mandater ville være en vanskelig opgave. Med en række nybrud i dansk politik, hvor næsten hver femte gyldige stemme er tilfaldet nye partier, og hvor styrkeforholdet mellem de etablerede partier er ændret markant, forventede vi, at det ville være vanskeligt at indfange alle dynamikkerne i årets exit poll. Vores 20 år lange erfaring med at levere politiske målinger har nemlig vist, at det er vanskeligt for både meningsmålinger og exit polls at indfange store udsving i partiopbakning. Og vi ved også, at det udfordrer at estimere tilslutningen til mange partier samtidig – at forudsige tilslutning til 14 partier er vanskeligere end tilslutning til 8-10 partier.

Med disse forhold in mente klarede årets exit poll sig som forventet. Målingen forudså med 0,2 procentpoints præcision resultaterne til henholdsvis blå og rød blok samtidig med, at målingen med stor nøjagtighed fangede opbakningen til Moderaterne. Internt blandt partierne i blå blok var det endelige valgresultat indenfor exit pollens statistiske fejlmargin.

 

Exit pollen forudså dog ikke det endelige valgresultats stigning i stemmetal til Socialdemokratiet, hvor det endelige valgresultat lå 4,4 procentpoint fra målingens estimat og dermed over målingens fejlmargin. Dette skete samtidig med, at exit pollen overestimerede tilslutningen til de øvrige røde partier, dog inden for den statistiske fejlmargin.

Vi har i Epinion ikke historisk haft udfordringer med at måle Socialdemokratiets opbakning præcist i exit polls ved folketingsvalg. Vores generelle meningsmålinger estimerer også deres tilslutning meget i tråd med andre meningsmålingsinstitutter, så vi er naturligvis overraskede over at måle vælgernes opbakning til dem for lavt denne gang. Overraskelsen vækker dog også vores faglige nysgerrighed: For hvorfor kunne målingerne ikke forudsige Socialdemokratiets stemmetilslutning retvisende? For at finde tilfredsstillende svar på det spørgsmål igangsætter vi nu en række analyser af, om vi kan finde forklaringer på resultatet, herunder i hvilken grad resultatet kan tilskrives de generelle betingelser, der har været for meningsmålinger ved dette valg. Analyser, der skal tjene til at vi internt kan forbedre meningsmålinger og exit polls fremadrettet.