Kunsten at rådgive

september 25, 2025

At skabe værdi gennem rådgivning kræver mere end metode – det kræver en praksis, der udvikles gennem refleksion og dialog. Hos Epinion arbejder vi systematisk med at styrke vores rådgiverpraksis, så viden omsættes til handling, der gør en forskel for vores kunder.

Da jeg for år tilbage boede i London, delte jeg hus med en gruppe kunststuderende. Det var et livligt sted med spontane køkkenfester, kreative projekter og nye mennesker, der dukkede op og forsvandt igen. Mange af dem var midt i en proces med at finde sig selv som kunstnere. 

En sætning hørte jeg igen og igen: 

“Jeg arbejder med at udvikle min praksis.” 

De talte ikke bare om, hvad de skabte – men hvordan de skabte det. Hvordan de tog beslutninger. Hvordan de brugte deres faglighed. Hvordan de fandt deres vej. 

Den refleksion har hængt ved mig. For selvom rådgivning og kunst er to forskellige verdener, handler det i begge tilfælde om at udvikle sin praksis.  

 

Rådgivning er ikke bare metode – det er praksis 

Epinion har i mange år været kendt for at levere viden og data. Det kan vi stadig, og det er fortsat en grundsten i vores forretning. Men i dag er vi i lige så høj grad rådgivere. Vi hjælper vores kunder med at forstå, prioritere, udvikle og handle. 

Det kræver mere end god data. Det kræver dømmekraft, kontekstforståelse og evnen til at sætte retning sammen med kunden. Det kræver en stærk rådgiverpraksis og en personlig, reflekteret tilgang til at bringe sin faglighed i spil i komplekse situationer. 

Her er jeg ofte blevet inspireret af den amerikanske forsker Donald Schön, der i 1982 udgav The Reflective Practitioner. Heri udfolder han, hvordan professionel praksis ikke kun handler om at anvende metoder, men om at reflektere i handling og reflektere over handling. Han kaldte det reflection-in-action og reflection-on-action, og han mente, at det gælder for alle professionelle. For det er netop i de øjeblikke, hvor vi undersøger vores egen tilgang, justerer undervejs og lærer af situationen, at vi udvikler vores praksis. 

Det gælder i design, i kunst – og i rådgivning. 

 

Sådan styrker vi rådgiverpraksis  

Med Epinion Akademi har vi etableret et internt læringsprogram, der styrker rådgiverpraksis på tværs af organisationen. Vores konsulenter er allerede dygtige analytikere med stærke metodiske kompetencer. Akademiet bygger ovenpå denne faglighed med fokus på rådgivning. 

Modulerne spænder bredt; fra projektledelse og analysemetoder til strategisk rådgivning, facilitering, anvendelsesorienteret formidling, præsentationsteknik og brugen af AI i rådgivning. 

Akademiet handler ikke kun om at lære nye metoder. Det handler om at give os, rådgiverne, mulighed for at reflektere over, hvordan vi bedst omsætter viden til værdi for kunden – individuelt og i dialog med vores kollega. 

For selvom det i sidste ende er den enkelte, der skal være nysgerrig på at udvikle sin egen rådgiverpraksis, bliver det langt nemmere, når virksomheden aktivt skaber rum og faciliterer, at det kan ske.  

Når vi laver undervisningsmoduler, faciliterer refleksionsopgaver eller holder løbende 1:1-samtaler, skaber vi netop plads til, at egen refleksion aktiveres i samtale med et andet menneske. Og det er ofte dér, udviklingen sker. Når man får mulighed for at undersøge, hvordan man handler, og hvad man lærer, i samspil med andre. 

Derfor indarbejder vi aktivt refleksion i vores Akademi, så det ikke blot er noget, vi taler om, men noget vi træner i praksis. 

 

Sådan kommer du selv i gang med at udvikle din praksis 

Vores fokus på rådgiverudvikling handler ikke kun om at styrke interne kompetencer – det handler om at skabe bedre resultater for vores kunder. 

Men Schöns pointe rækker videre end rådgivning. For refleksion er ikke kun for kunstnere, designere og rådgivere – det er relevant for alle professionelle, der ønsker at udvikle deres praksis. 

Hvis du er nysgerrig på at styrke dit eget professionelle virke, kan du begynde allerede i dag: Vær opmærksom på, hvordan du handler, mens du handler. Stop op og spørg dig selv: Hvad sker der her? Hvad kan jeg lære af dette? 

For udvikling af praksis starter netop dér – i opmærksomheden på, hvad du gør, og hvorfor du gør det, som du gør.

Maria Schwarz Lausten
DIRECTOR
masl@epinionglobal.com