Fremtidens bilindustri: Når bilen bliver en softwaretjeneste
juni 11, 2025
Fremtidens biler handler ikke kun om motorer og design, men om software, data og brugeroplevelser. Det stiller helt nye krav til bilproducenter og skaber nye forventninger hos forbrugerne.
Bilen er ikke længere bare et køretøj
Den teknologiske udvikling med kunstig intelligens og digitalisering forandrer fundamentalt, hvordan vi lever, arbejder og interagerer med verden omkring os. Virksomheder over hele verden udvikler nye måder at bruge denne ressource på til at skabe smartere, mere personlige og mere effektive løsninger. Det ses også i bilindustrien, især i Kina, der har bevæget sig ind i en ny æra, hvor bilen ikke længere blot er et transportmiddel, som kan transportere os fra A til B, men er en intelligent dataplatform.
Ifølge Bill Russo, en af de førende eksperter i Kinas bilindustri, ser de kinesiske producenter bilen som en slags ‘kørende smartphone’, der indsamler data og leverer skræddersyede tjenester til brugeren. På den måde tjenes der penge både på salg af bilen og på det, der sker efter købet. Det kan være:
- Forsikringer, der justeres efter dit kørselsmønster
- Personlig vedligeholdelsesservice baseret på bilens data
- Navigation, der optimerer ruter efter realtidstrafik og dine vaner
- Underholdning, der tilpasses dine præferencer
- Stemmestyrede assistenter, der lærer dine rutiner at kende
- Softwareopdateringer, der kontinuerligt forbedrer brugeroplevelsen og tilføjer nye funktioner
- Energistyring til elbiler, der tilpasser opladning efter dit kørselsbehov
- Sikkerhedsfunktioner, som automatisk advarer om potentielle farer baseret på realtidsdata
- Avanceret selvkørende teknologi, der ikke blot assisterer dig i trafikken, men også kan køre bilen autonomt
Således ser vi en tydelig forskydning væk fra det traditionelle fokus på hardware og over mod data og software. Man hører ofte, at data er den nye olie, og i den kinesiske bilindustri gælder det i allerhøjeste grad. Her er data blevet det råstof, der driver den kinesiske bilindustri fremad. Mens europæiske bilproducenter stadig tænker i hestekræfter, køredynamik og komfort, har de kinesiske bilproducenter positioneret sig i front med hensyn til udviklingen af data, automatisering og intelligente services.
Nye tal peger på, at mange danskere omfavner datadeling i bilen
I Danmark har der været debat om, hvorvidt kinesiske elbiler udgør en potentiel sikkerhedsrisiko – særligt med fokus på overvågning og misbrug af data. Bekymringen går på, om de mange sensorer og den omfattende dataindsamling i bilerne kan bruges til at kortlægge bevægelser, overvåge kritiske områder eller opsamle følsomme oplysninger. Diskussionen har især drejet sig om, hvorvidt kinesiske elbiler bør begrænses i nærheden af militærbaser, offentlige bygninger og ved myndigheders brug, hvor datasikkerhed og national infrastruktur er særligt sårbare.
Alligevel viser en ny undersøgelse fra Epinion, at hele 44% af danskerne ikke ser det som et problem, at data fra nyere biler deles med f.eks. producenten. Det peger på en accept af moderne bil-teknologi som en byttehandel for de fordele, som de højteknologiske biler tilbyder.
Ser man alligevel på, hvad der bekymrer danskerne mest, viser undersøgelsen, at skepsissen er størst, når det handler om deling af data fra
- Tilsluttede enheder (Smartphones via Bluetooth/Wi-Fi, deling af kontakter)
- Lokation og ruter (GPS-sporing, historik over kørselsmønstre)
- Optagelser fra kameraer og sensorer (Indvendige og udvendige optagelser, dashcams)
Resultaterne afslører desuden, at kun 5% af bilkøberne anser produktionslandet for en vigtig faktor i beslutningsprocessen.
Dette udfordrer den tidligere opfattelse af, at danske forbrugere aktivt undgår kinesiske biler af frygt for overvågning. Danskerne ser altså ud til at velkomme udviklingen, så længe der ikke kompromitteres unødigt på retten til privatliv.
Bilindustrien på en skillevej
Den digitale omstilling udfordrer europæiske bilproducenter til at genoverveje deres fokus. Hvor traditionel mekanik og motorkraft hidtil har været hjørnestenen, er fremtiden nu drevet af software, data og brugeroplevelser. For at forblive konkurrencedygtige skal bilerne ikke blot være sikre og komfortable, men også tilbyde en digital oplevelse, der matcher de moderne forbrugeres forventninger og behov. Europas bilproducenter står derfor over for et vigtigt spørgsmål: Skal de lade sig inspirere af den kinesiske tilgang for ikke at blive overhalet? Den kinesiske model rejser dog vigtige spørgsmål om datasikkerhed og tillid. På den ene side viser Kina, hvordan avancerede data- og teknologiplatforme kan omforme bilindustrien og åbne op for nye forretningsområder. På den anden side har udviklingen været præget af udfordringer med datasikkerhed og gennemsigtighed, som rejser spørgsmål om tillid og forbrugerbeskyttelse.
Europa bør lære af Kinas innovation, men samtidig skal vi fastholde vores stærke dataetiske principper. Den rette vej frem for europæiske bilproducenter er at integrere digital teknologi med et stærkt fokus på datasikkerhed, transparens, god dataetik og ansvarlighed. Det er netop disse værdier, der sikrer forbrugernes tillid og tryghed i en stadig mere digital hverdag. Dermed står den europæiske bilindustri med en unik mulighed: At kombinere det bedste fra Kinas teknologiske fremskridt med Europas høje standarder for databeskyttelse og etik.
Vil du høre mere om, hvordan vi i Epinion hjælper aktører inden for e-mobilitet og bilbranchen med dataanalyser og strategisk rådgivning? Kontakt os for at høre mere.