Kulturhistorisk museum får hjælp til at teste og udvikle succesfulde udstillinger

Situation

 I de senere år er det lykkedes et stort museum i Danmark at skabe alternative tilgange til at formidle historisk og samfundsmæssigt indhold, som i højere grad rummer et brugerperspektiv. Med ambitionen om at skabe en hidtil uset og engagerende museumsoplevelse, der især skal tiltrække yngre børn og teenagere (12+ år) har museet ønsket at udvikle en ny fast udstilling, der skal bygges op om en række originale og nytænkende formidlingsgreb.

Udfordring

For at sikre, at udstillingen imødekommer de forventninger eller overkommer de barrierer, som ofte kendetegner de ikke-museumsvante børn og unge, ønsker museet imidlertid hjælp til at kvalificere og teste de nye formidlingsgreb, som udstillingen skal bygges op omkring - forstår målgruppen de styrende formidlingsgreb? Og appellerer de overhovedet til dem?

Anbefaling

I et kollaborativt samarbejde udvikler og tester museets udstillingsarkitekter og Epinion en række af udstillingens grundelementer. Indledningsvist tester vi ved hjælp af narrative og visuelle moderationsteknikker den tilsigtede målgruppes oplevelse af de tidlige konceptidéer. Men efterhånden som udstillingen tager form, tester vi mere reelle prototyper og helt konkrete bud på formidlingsgreb på målgruppen. Indsigterne fra testene bliver hurtigt analyseret og sammenfattet i korte handlingsanvisende rapporter, som museet bruger som input direkte ind i udviklingsteamets maskinrum.