NGO

Spørgsmål og svar

Gå til forsiden

Nyt redskab til sprogvurdering

Med den politiske aftale fra oktober 2021 om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen, blev det besluttet, at der skal udvikles et forbedret nationalt sprogvurderingsredskab i børnehaveklassen. Det nye sprogvurderingsredskab bliver obligatorisk for alle folkeskoler at anvende fra skoleåret 2024/25. Se også BUVM’s hjemmeside. Et bredt udsnit af landets skoler har tilbudt at afprøve det nye sprogvurderingsredskab og svare på spørgsmål om deres erfaringer. Børne- og Undervisningsministeriet har indgået aftale med TrygFondens Børneforskningscenter og Epinion om at stå for dette udviklingsarbejde.

Nye spørgsmål til projektet kan stilles her: sprogvurdering@epinion.dk

Spørgsmål og Svar

Hvornår foregår afprøvningerne og hvad er formålet med dem?

Første afprøvning er afsluttet i foråret 2023, og der er udsendt resultater til skolerne (se eksempel her).  Formålet med første afprøvning var at skabe et datagrundlag for at udvælge opgaver (item) til den nye sprogvurdering. Der er planlagt yderligere to afprøvninger. Den næste afprøvning (normeringsafprøvningen) skal give datagrundlaget for normering af den nye sprogvurdering. Normeringsafprøvningen bliver gennemført i starten af skoleåret 2023/34 (mellem d. 4. september og efterårsferien – efter skolens valg). Tredje afprøvning (opfølgningsafprøvningen) gennemføres inden påske 2024. Denne afprøvning skal give et overblik over den normale progression i sprogudviklingen i løbet af det første halvår i børnehaveklassen – dette overblik vil være nyttigt både for projektet og for de deltagende skoler, som får et grundlag for at vurdere klassens og hver enkelt elevs fremskridt. Informationsbrev (udsendt 14. juni 2023) til skolerne kan ses her.

Hvilke skoler kan deltage ved afprøvningerne?

I alt 342 skoler fra 86 forskellige kommuner har tilmeldt sig som interesserede deltagere ved afprøvningerne. Vi bad om at skolerne ved tilmelding forpligtede sig til at deltage ved afprøvning 1 og 3, mens afprøvning 2 var frivillig. Baggrunden var at skolerne frit skulle kunne vælge om de ville medvirke ved kvalitetssikringen af den nye sprogvurdering (der bliver obligatorisk fra skoleåret 2024/25), eller benytte den eksisterende sprogvurdering 3-6 (eller eventuelt dem begge) som grundlag for den obligatoriske sprogvurdering i skoleåret 2023/24. Vi håber på at flest mulig skoler vil anvende det nye sprogvurderingsredskab til den kommende obligatoriske sprogvurdering i starten skoleåret 2023/24 og dermed bidrage til at styrke udviklingen af det nye redskab og grundlaget for normeringen. Alle 342 skoler får tilsendt en invitation til at deltage i begge de resterende afprøvninger.

Kan afprøvningsskolerne benytte resultaterne fra det nye sprogvurderingsredskab ved den obligatoriske sprogvurdering i 2023/24?

Ja – i skoleåret 2023/24 er det skolerne selv, der beslutter hvad datagrundlaget for den obligatoriske sprogvurdering skal være. Fra skoleåret 2024/25 og frem er det besluttet ved lov, at det nye sprogvurderingsredskab skal anvendes af alle folkeskoler.

Hvordan får skolen adgang til det nye sprogvurderingsredskab?

De resterende afprøvninger vil blive gennemført af BUVM. Adgang som lærer fås via sprogvurdering.dk, og elever kan tilgå sprogvurderingen på siden www.spvu.dk. Eleverne identificerer sig med deres UNI-Login (mange elever vil have brug for hjælp, især ved den første afprøvning – elevernes UNI-login-oplysninger kan skolens administration tilvejebringe). Ved afprøvningerne vil det nye sprogvurderingsredskab blive tilgængeligt for alle tilmeldte skoler. Skolen kan hente information om hvordan man får adgang på følgende hjemmeside: Vejledning til anvendelse af Sprogvurdering.dk under normeringsafprøvning i skoleåret 2023/24

Hvilke forskelle er der på den eksisterende Sprogvurdering 3-6 og den nye sprogvurdering?

Der er både forskelle og lighedspunkter mellem Sprogvurdering 3-6 og den nye sprogvurdering. Begge redskaber består af 4 deltest og flere items er fælles, mens også en del nye items i den nye sprogvurdering. Der er to hovedforskelle: For det første er Rimskalaen fra Sprogvurdering 3-6 erstattet af en nyudviklet Ordforrådsskala (forskningen viser nemlig at måling af ordforråd, er en langt bedre indikator på sproglige styrker og udviklingsbehov end rimord). For det andet kan den nye sprogvurdering gennemføres individuelt (dvs. digitalt hvor hver elev sidder for sig med hovedtelefoner på og får instruktioner og opgaver læst højt fra sprogvurderingsredskabet, og svarer i hver deres tempo), mens Sprogvurdering 3-6 som hidtil gennemføres kollektivt (dvs. ved at børnehaveklasselederen/læreren giver alle instruktioner og oplæser alle opgaver for klassen).

Kan skolen selv vælge om testen gennemføres digitalt eller på papir?

Nej, de næste afprøvninger bliver kun baseret på digital gennemførelse. Det beror bl.a. på, at erfaringerne fra den første afprøvning har vist, at der er fordele ved digital gennemførelse på næsten alle områder:

  • At resultaterne bliver mere retvisende når det er programmet, der læser opgaverne højt.
  • At den der gennemfører testen bedre kan støtte de elever, der har brug for det.
  • At digital besvarelse i elevens eget tempo sker op til 4 gange så hurtigt, som når læreren læser op.
  • At alle elevgrupper (også de mere usikre/langsomme elever) ser ud til at svare hurtigere, når det sker digitalt.
  • At eleverne i overvældende grad finder den digitale afvikling sjov og spændende at besvare. Og at den digitale besvarelse generelt vurderes signifikant mere positivt af eleverne end papirudgaven.

Kan man prøve det nye digitale sprogvurderingsredskab?

Sprogvurderingen vil være parat til anvendelse i starten af skoleåret 2023/2024. Der er fremstillet en demotest, hvor man kan afprøve de forskellige opgavetyper. Demotesten kan tilgås her: https://www.sprogvurdering.dk/afvikler/demoversion/.

Der vil forekomme mindre designændringer i den endelige udgave, men funktionalitet og materiale vil være nogenlunde den samme.

Hvornår får skolen elevernes resultater fra sprogvurderingen i starten af skoleåret 2023/24?

Resultaterne vil blive stillet til rådighed for skolerne hurtigst muligt efter prøven. Resultaterne kan først beregnes, når en betydelig del af skolerne har anvendt det nye sprogvurderingsredskab. For de elever, der har besvaret senest den 22. september 2023, vil skolerne få resultater i god tid inden efterårsferien. For de øvrige elever (dem der svarer efter den 22. september), vil resultaterne blive stillet til rådighed for skolerne senest i starten af november 2023. Resultaterne vil blive baseret på en foreløbig norm, der dog vil ligge meget tæt på den endelige.

Kommer der noget nyt vejledningsmateriale?

Til den praktiske gennemførelse af den nye sprogvurdering kan skolerne hente informationer fra STIL her.

I forbindelse med afprøvningen får skolerne adgang til nye vejledninger og materialer til sprogindsatsen i børnehaveklassen, som bliver en del af sprogvurderingen. Materialet vil løbende blive lagt tilgængeligt på Sprogvurdering.dk. Her vil bl.a. kunne findes en ny pædagogisk vejledning om sprogindsatsen i børnehaveklassen og der vil også være aktiviteter til den understøttende sprogindsats. Der vil være adgang til det meste af materialet ved starten af skoleåret, jf. informationsbrev ses her (udsendt 14. juni 2023).

Hvad gør jeg hvis eleven ikke når at blive færdig med alle opgaverne?

Hvis eleven ikke når at svare på alle opgaverne, kan besvarelsen afbrydes og genoptages senere, eller blot afsluttes ved det sidste spørgsmål. Det er vigtigt at eleven svarer nogenlunde omhyggeligt og koncentreret, for ellers viser besvarelsen ikke hvad eleven kan. I afprøvningerne vil elevscorer blive beregnet på baggrund af de opgaver, som eleven når at besvare, og så længe blot de fleste opgaver er besvaret kan der beregnes retvisende resultater for eleven.

Hvem kan jeg kontakte hvis jeg har brug for hjælp (fx om adgang til sprogvurderingen)?

Du kan kontakte os om alle indholdsspørgsmål på sprogvurdering@epinion.dk. Styrelsen for IT og Læring har udarbejdet en kort vejledning til hvordan du og elever får adgang til det nye sprogvurderingsredskab. Den finder du på følgende side: https://viden.stil.dk/pages/viewpage.action?pageId=193594219

Måtte du have andre spørgsmål eller behov for yderligere support, kan Styrelsen for IT og Lærings support hjælpe dig. Du finder kontaktoplysninger på https://www.stil.dk/support eller ring på 70212155.

Måtte du have andre spørgsmål eller behov for yderligere support, kan Styrelsen for IT og Lærings support hjælpe dig. Du finder kontaktoplysninger på https://www.stil.dk/support