Situation
I takt med, at København lykkes med at etablere sig som en stærk turistdestination, stiger behovet for at undgå overturisme. Wonderful Copenhagen arbejder målrettet med denne problemstilling ved dels at fordele de besøgende bedre geografisk og dels at fremme sæsonspredning blandt turister. Begge tiltag bidrager til at reducere presset på Københavns indre by.
Udfordring
For at øge antallet af turister i vintersæsonen er der brug for mere viden om Københavns potentiale i de kolde måneder. Ligeledes kræves der kendskab til turisternes behov og barrierer ved vinterrejser, og det er vigtigt at forstå, hvad der tiltrækker bæredygtige turister. En del af arbejdet handler også om at forstå interaktionen mellem lokale og besøgende, som er centralt for at skabe værdi for begge parter og sikre en bæredygtig udvikling.
Anbefaling
Epinion har derfor udviklet tre turistprofiler: Skeptikeren, Den optimistiske praktiker og Wellness-hyggeren. Profilerne belyser forskellige holdninger til storbyrejser om vinteren, hvor vejret ofte er regnfuldt eller blæsende. For eksempel ser ”Den optimistiske praktiker” et stort potentiale i vinterstorbyferier, så længe de er klædt varmt nok på. ”Wellness-hyggeren” søger mere luksus og afslapning kombineret med kulturelle og lokale oplevelser, imens ”Skeptikeren” foretrækker varmere rejsemål, men kan påvirkes med den rette inspiration. Profilerne blev udviklet gennem en kvalitativ undersøgelse blandt udenlandske turister for Wonderful Copenhagen i vinteren 2024, og værktøjet bidrager til at skabe en mere bæredygtig turisme, hvor flere sæsoner og områder kan nyde godt af turismen.