Forældre til børn i grundskolen og fjernundervisning
May 18, 2020
Vi følger 32 danskere i 4 uger i denne tid, hvor Danmark så småt åbner op. Vi ønsker at forstå, hvordan hverdagens vaner er forandret under nedlukningen, og hvad dette kommer til at betyde for tiden efter. I den første uge spurgte vi forældre til børn i grundskolen, hvordan de og deres børn har oplevet fjernundervisningen – hvilke udfordringer, succeser og muligheder har de oplevet?
Undersøgelsen viser blandt andet, at forældrene har fundet rollen som undervisningsansvarlig vanskelig og krævende under corona krisen: Ikke bare har rollen som ansvarlig været svær, men forældrene har også kæmpet med at have tid til både at undervise og udføre deres arbejde. På den anden side er forældrene kommet tættere på børnenes læringsproces, og de har oplevet læringsmæssige succeser for deres børn – og ikke mindst set, at deres børn også selv har taget et ansvar for egen læring. Oplevelsen har også styrket og gjort samarbejdet med lærerne stærkere.
Corona krisen har tydeligvis givet forældre en tættere indsigt i deres børns læringsproces – de har på den ene side fået en bedre forståelse for skolens udfordringer, og de har på den anden side oplevet glæden ved at være en del af børnenes læring. Disse indsigter kan potentielt danne grundlag for en styrkelse af skole-hjem-samarbejdet til gavn for børnene, men det kræver, at skolerne griber den mulighed, som helt uventet er opstået, og at de aktivt bygger videre på erfaringerne fra corona krisen. Sker det ikke, vil en unik mulighed være spildt!