Fremtiden kalder på nytænkning af services tilpasset rejsende med nedsat mobilitet
oktober 29, 2025
Lufthavne verden over står over for et stigende antal rejsende med mobilitetsudfordringer. Med afsæt i inklusion og autonomi, hjælper Epinion lufthavne med at imødekomme passagerernes behov for en uafhængig og bekvemmelig rejse.
I de senere år er der kommet et stadigt større fokus på inklusionsdagsordenen, som i dag sikrer bedre muligheder i store dele af vores samfund. Det gælder for alle borgere med særlige udfordringer – fysiske såvel som psykiske – at der i det offentlige og private arbejdes på at sikre lige muligheder på tværs af målgrupper.
Foruden de som har levet med nedsat mobilitet fra en ung alder, så oplever mange også mobilitetsudfordringer, når de bliver ældre. Hertil er borgere over 65 år den hurtigst voksende aldersgruppe i Europa – en gruppe der både er ressourcestærke og rejselystne. Disse samfundsmæssige og demografiske ændringer stiller også lufthavne over for en stadigt større passagergruppe, som kræver særlige hensyn. En udvikling, der på den ene side skaber udfordringer, hvis ikke det håndteres rettidigt og korrekt. På den anden side en mulighed, hvis det håndteres klogt ved at tilpasse services, så de harmonerer med et selvstændigt og rejselystent publikum.
Det estimeres, at der globalt er over 60 millioner passagerer med nedsat mobilitet, som rejser med fly hvert år. Udviklingen har allerede vist sig at stille stigende krav til drift og assistance – og det forventes at være tiltagende parallelt med den demografiske udvikling.
Konkrete tiltag, der styrker oplevelsen
Blandt de mest oplagte forbedringsmuligheder er bedre skiltning for at sikre intuitiv vejvisning for elevatorbrugere, forbedrede adgangsforhold i butikker og på spisesteder, samt øget komfort i lufthavnskørestole. Men når det kommer til passagerer med nedsat mobilitet, viser Epinions undersøgelser, at uafhængighed, valgfrihed og autonomi er vigtige nøgleord for denne målgruppe. Muligheden for at bevæge sig frit, udforske shopping- og restaurantmuligheder og samtidig føle sig tryg og uafhængig af lufthavnspersonale, er afgørende for deres oplevelse såvel som deres adfærd.
Standardløsninger og enten/eller-services imødekommer i stadigt ringere grad disse følelsesmæssige og praktiske behov. Derfor arbejder flere lufthavne på at nytænke rejsen for mobilitetsudfordrede ved at udvikle tilpassede løsninger, der ikke blot hjælper passagererne, når de har behov for det, men som også giver dem friheden til at vælge, hvor og hvordan de bevæger sig gennem lufthavnen.
Disse løsninger kan f.eks. være selvbetjeningsalternativer til den klassiske Passenger Assistance Service. Her kan mobilitetsudfordrede benytte kørestole enten i hele eller dele af rejsen og følges med deres medrejsende fremfor med en ansat. Eller løsninger, der forbedrer shoppingsoplevelsen ved enten at bringe kørestolsbrugere fra venteområder til butikkerne eller ved at bringe butikkerne tættere på passagererne gennem online bestilling og levering til venteområdet.
Nøglen ligger i at forstå deres behov og adfærd
Rejsen igennem check-in, sikkerhedskontrol og boarding – og den anden vej via immigration og bagageudlevering – kan med det blotte øje virke ens fra lufthavn til lufthavn. Men nøglen til succesfuldt at tilpasse sig nye tider ligger i detaljen og kræver indsigt i de enkelte passagergruppers sammensætning og behov. Epinion har gennemført omfattende behovs- og adfærdsstudier, der viser, at passagerer med mobilitetsudfordringer efterspørger en sikker, effektiv og behagelig rejse, samtidig med at der skal være respekt for deres individuelle behov. Herefter har vi evalueret koncepter og løsninger, som bekræfter, at særlige behov kan forenes med autonomi, hvis man indledningsvist engagerer sig dybt i passagerernes adfærd og behov.
For lufthavne, som arbejder på at tilpasse sig den voksende gruppe af ældre og mobilitetsudfordrede rejsende, er det afgørende, at de integrerer dybdegående indsigter og viden i deres strategier. Det er ikke blot et spørgsmål om at imødekomme praktiske behov, men også om at forstå og respektere følelserne og ønskerne hos de passagerer, som værdsætter deres autonomi. Med den rette indsats kan disse forbedringer gøre en betydelig forskel for et stort antal passagerer.
I takt med at demografien ændrer sig, vil lufthavne, der formår at tilbyde relevante alternativer til standardløsninger, positionere sig stærkere overfor fremtidens rejsende. Inklusion i rejsesektoren er ikke blot ønskværdig, men nødvendig.
Vil du vide mere?
Læs også vores kundecase om arbejdet med netop dette område for en stor europæisk lufthavn: https://epinionglobal.com/da/cases/stor-europaeisk-lufthavn/

