Hvad er sammenhængen mellem visitation til specialtilbud og sandsynligheden for, at et barn rent faktisk har behov for støtte?

Flere og flere børn visiteres i dag til specialundervisning. Det betyder, at specialtilbud stadig fylder mere i skolebudgetterne, mens kommunernes almene folkeskoler udmagres. Derfor bør man spørge sig selv, om vi er nået til et punkt, hvor kommunerne måske visiterer flere, end hvad der er nødvendigt?

I Epinion har vi udviklet en statistisk model, der ud fra mere end 200 karakteristika for hvert barn meget præcist kan forudsige den enkelte kommunes behov for specialundervisningstilbud. Når vi laver beregninger på nationalt plan, tegner der sig et tydeligt billede af, at en stor andel af eleverne i specialundervisning faktisk har en relativt lav sandsynlighed for at have brug for disse tilbud (figur 1). Dette kan tyde på, at kommunerne generelt visiterer et større antal elever, end hvad der nødvendigvis er behov for.

Figur 1: Mange elever med lav sandsynlighed for at have brug for specialundervisning er visiteret til tilbuddene

Note: Egne opgørelser pba. data fra Danmarks Statistik (2023). Resultaterne baserer sig på Epinions model for sociale profiler, der estimerer det forventede behov for segregeret specialundervisning. Modellen er baseret på mere end 200 socioøkonomiske karakteristika vedrørende eleven og elevens forældre.

Ydermere viser vores beregninger, at de segregerede elever med en relativ lav udsathed oftere kommer fra mere velstillede husstande (figur 2). Dette understreger en skævhed i hvilke elever, som henvises.

Figur 2: Specialelever, der ifølge modellen har mindst behov for specialundervisning, har forældre med en højere gennemsnitlig indkomst og længere uddannelsesbaggrund

Note: Egne opgørelser pba. data fra Danmarks Statistik (2023).

Dette er en ærgerlig kendsgerning på flere områder. Først og fremmest er det bekymrende, at relativt mange børn potentielt kan blive fejlplaceret i et specialundervisningstilbud, da vi ved, at det har betydning for børnenes livsmuligheder. En undersøgelse fra KL viser, at elever i specialtilbud har en større risiko for at være i offentlig forsørgelse 10 år efter endt skolegang end elever fra almenklasser. Knap 50 pct. af elever fra specialtilbud er i offentlig forsørgelse 10 år efter skolen, mens andelen er godt 10 pct. for elever fra almenklasser. Omkring 30 pct. af de segregerede elever havde fuldført en ungdomsuddannelse 10 år efter afslutningen på 9. klasse mod 90 pct. af de almene elever¹. Tallene taler sit tydelige sprog: Det betyder noget for et barns chancer i livet at blive placeret i et specialundervisningstilbud. Derfor er det væsentligt at sikre, at de børn, som tilbydes specialundervisning, faktisk også har brug for det.

Udover hensynet til børnene er en mulig ‘over-visitation’ også en stor udfordring for kommunerne, som i dag poster utrolig mange penge i deres specialundervisningstilbud, hvilket i høj grad udfordrer de kommunale skolebudgetter.

I Epinion er vi meget nysgerrige i at blive klogere på, hvor stort problemet med en ‘over-visitering’ i virkeligheden er. Derfor bruger vi meget tid på at dykke ned i og at rådgive om kommunernes specialundervisningsstrategier. Det gør vi, fordi vi tror på, at vi kan bruge de kommunale ressourcer bedre. Ikke kun for kommunernes skyld, men i særdeleshed for børnenes skyld. Og ser vi på forskelle i kommunernes visitation, er der da også markante forskelle mellem faktisk og forventet visitationspraksis, sådan som grafen nedenfor understreger.

Figur 3 – Der er stor kommunal variation i kommunernes faktiske og forventede segregeringsgrad

Note: Egne opgørelser pba. data fra Danmarks Statistik (2023). Den røde stiplede linje på figuren angiver scenariet hvor en kommunes faktiske henvisning af elever til specialundervisning er tilsvarende til den forventede henvisning.

Kommunerne deler sig i to lejre. Nogle kommuner visiterer flere elever til specialundervisningstilbud, end man vil forvente på baggrund af den elevgruppe, de har. Andre kommuner visiterer færre. Årsagen kan blandt andet skyldes kommunernes visitationspraksis, men der er også forskelle, som man i de enkelte kommuner ikke er bevidste om, og som er vigtige at belyse. Dette gør det særligt interessant at dykke ned i den kommunale praksis på specialundervisningsområdet.

Men hvordan finder man så ud af, om man er én af de kommuner der visiterer flere, end der er behov for? Og hvordan kan man gribe en revisitering an?

Epinion har mange greb i værktøjskassen til at afklare dette. Ét greb er vores model for sociale profiler. Med modellen kan vi kortlægge behovene blandt den nuværende elevsammensætning på almenområdet med henblik på både en vurdering af almenområdets nuværende evne til at inkludere udsatte elever samt almenområdets forudsætninger for at rumme flere elever.

 

Andre greb, som Epinion anvender for at hjælpe kommunerne er:

• Analyse af kommunernes tilbudsvifte
• Benchmarking ift. segregeringsgrad
• En undersøgelse af visitationsudvalg
• Sagsgennemgang
• Mellemformer og co-teaching
• Afdækning af medarbejderkompetencer
• Analyse af samarbejdet mellem special- og almenområdet
• Analyse af de tværgående samarbejde

Alle disse greb bruger vi løbende, når vi hjælper kommuner med at redegøre for deres visitationspraksis og til at bestemme, om den matcher de specialundervisningstilbud og inklusionsindsatser, man lokalt prioriterer.

Er du interesseret i at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte Cecilie Ravn Henningsen eller Andreas Kragh.

 

……………

1: Analysenotat: KL – 10 år efter specialtilbud, 1. februar 2024: 10 år efter specialtilbud