Situation
Ungdomsskoleforeningen og Coop har gennem de seneste seks år arbejdet målrettet med at styrke udsatte unges vej ind på arbejdsmarkedet gennem den nationale fritidsjobindsats Coop Crew. Indsatsen kombinerer træning og praktiske øvelser med konkret erfaring fra detailbranchen og giver de unge et struktureret og trygt første møde med arbejdsmarkedet. Indsatsen skal ses i lyset af et bredere samfundsmæssigt fokus på unges trivsel og betydningen af meningsfulde fællesskaber, som kan styrke både deres personlige udvikling og samfundsmæssige deltagelse.
Udfordring
Kommuner og organisationer efterspørger i stigende grad valide og datadrevne evalueringer, der kan dokumentere, hvordan fritidsjob påvirker unges muligheder på længere sigt. For at belyse effekterne af Coop Crew har Epinion gennemført en kvantitativ effektmåling baseret på registerdata og avancerede regressions- og matchinganalyser. Denne tilgang muliggør et præcist estimat af effekterne af indsatsen og giver et nuanceret indblik i deltagernes tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet op til halvandet år efter forløbet. Evalueringen etablerer et solidt evidensgrundlag, som kan anvendes til at forstå og videreudvikle fritidsjobindsatser, der styrker unges udvikling og trivsel fremadrettet.
Anbefaling
Evalueringen viser, at Coop Crew markant øger de unges tilknytning til arbejdsmarkedet og reducerer risikoen for, at de står uden for beskæftigelse og uddannelse. Evalueringen viser også, at indsatsen er særligt effektiv over for de allermest udsatte unge fra specialtilbud. Resultaterne bekræfter, at fritidsjob spiller en væsentlig rolle i unges udvikling og overgang til voksenlivet og giver dem kompetencer, struktur og erfaring, som rækker langt ud over det første job. Indsigterne anvendes i dag som fundament for udviklingen og forankringen af en ny og bredere fritidsjobindsats blandt udsatte unge, kaldet Fritidscrew, hvor dokumenterede effekter indgår som centralt beslutningsgrundlag.





