
Situation
Hærvejen står i en markant udviklingsproces, hvor mange aktører arbejder for at styrke ruten gennem projekter som omlægning af ruter, bedre wayfinding, service og faciliteter. For at sikre, at disse indsatser bliver effektive og værdiskabende, er det afgørende, at erfaringer og læring indsamles systematisk. Nordea-fonden har bidraget med midler, og Udvikling Hærvejen har samlet aktører og koordineret indsatser. Mange lokale projekter ser potentialet i at deltage i udviklingen, hvilket skaber gode rammer for at anvende et evalueringsværktøj, der gør læring og videndeling til en integreret del af projekterne.
Udfordring
Med så mange forskellige aktører og projekter opstår der et komplekst behov for systematisk evaluering. Hvis erfaringer ikke samles op og deles, risikerer vigtig læring at gå tabt – og dermed også muligheden for at justere og styrke projekterne undervejs. Evalueringer er ikke en one-size-fits-all-øvelse, og der er risiko for, at projekterne støder på velkendte faldgruber: uklart formål, spørgsmål der ikke hænger sammen med projektets indhold, for mange eller for komplekse målinger, manglende ressourcer, valg af metoder for tidligt, uklare ansvarsforhold eller resultater, der ikke bliver brugt aktivt. Alt dette kan betyde, at evalueringen mister værdi.
Anbefaling
For at imødegå disse udfordringer har Epinion på vegne af Udvikling Hærvejen og støttet af Nordea-fonden udviklet et evalueringsværktøj, som gør det enkelt for Hærvejsaktører at tænke evaluering ind i deres projekter, uanset størrelse og erfaring. Værktøjet kan bruges i projektbeskrivelser, fondsansøgninger og som internt læringsredskab. Kernen er tolv guidende spørgsmål, der hjælper projekterne med at definere formål, målgruppe, metode og organisering. Dermed bliver evaluering et aktivt redskab, der skaber indsigt, styrker beslutninger og fremmer videndeling på tværs. Med værktøjet bliver evaluering en drivkraft for både de enkelte projekter og den samlede udvikling af Hærvejen – til gavn for lokale aktører, fonde og de vandrere og cyklister, der får glæde af en stærkere og mere sammenhængende ruteoplevelse.