Hvordan kan turismebranchen lokke turister til mindre besøgte områder?

Situation

Turismebranchen lykkes i stadig stigende grad med at tiltrække internationale turister til København. Dette er i udgangspunktet positivt, men det sætter også større krav til turismefremmende indsatser, da de i højere grad skal tænkes bæredygtigt for at undgå negative konsekvenser ved ”masseturisme”. Derfor ønsker turismeorganisationen Wonderful Copenhagen at styrke kommunikationen, der skal understøtte den strategiske indsats med at sprede turismen til mindre besøgte områder i København og de omkringliggende kommuner.

Udfordring

For at kunne fordele turister udenfor indre by, er der behov for mere kvalificeret viden om turisternes bevæggrunde og barrierer for at rykke sig ud af de mest ”turismetunge” områder af København. Samtidig er det vigtigt, at disse indsigter formidles på en måde, så de er lettilgængelige for store såvel som små turistaktører i mindre besøgte områder, så indsigterne kan inspirere og forankres i konkrete initiativer, tilbud og kommunikationsmaterialer.

Anbefaling

Løsningen? At målrette indsatser til forskellige turistprofiler: ”Attraktionsjægeren”, ”Kultursøgeren” og ”Den spontane eventyrer”. Epinion har udviklet profilerne via en kvalitativ undersøgelse blandt udenlandske turister i København og omegn for Wonderful Copenhagen. Baseret på et omfattende datamateriale præsenterer hver turist-profil forskellige motiver og barrierer for at udforske de mindre kendte dele af byen. Profilerne anvendes som værktøj til turismebranchen, så de kan arbejde strategisk og målrettet med at tiltrække turister til nye områder i København og omegn. Således kan de også få glæde af de økonomiske og kulturelle fordele ved international turisme, samtidig med at presset på de mest populære turistområder mindskes.