Situation
Ved Folketingsvalget 2022 stillede 14 partier op. Det højeste antal siden 1987. Tre af partierne havde aldrig før været opstillet, flere end ved jordskredsvalget i 1973. 12 partier blev valgt ind, flere end nogensinde. Det nye partipolitiske billede gjorde også indtryk på vælgerne: 16 pct. af vælgerne var i tvivl om, hvad de skulle stemme dagen før valget. Og flere end 40 pct. af vælgerne skiftede parti i forhold til 2019. Når dansk politik ændrer sig, bliver det særligt interessant at måle.
Udfordring
Disse forandringer er imidlertid også med til at gøre det sværere at lave præcise målinger. Når der er flere partier i en måling, er der større risiko for, at minimum ét partis faktiske tilslutning falder uden for målingen. Når flere vælgere er i tvivl om deres partivalg, risikerer målinger i løbet af en valgkamp at være et dårligere udtryk for det endelige valgresultat. Og når flere vælgere skifter parti, bliver det sværere for vælgerne at huske hvilket part, de stemte på ved sidste valg.
Anbefaling
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at der er transparens omkring, hvordan politiske meningsmålinger i Danmark gennemføres. Derfor har vi formuleret og samlet en række standarder for gennemsigtighed i politiske meningsmålinger og forpligtet os på, at offentliggjorte meningsmålinger står til rådighed for alle samfundsforskere, der ønsker at efterse, udvikle og afprøve disse tal ud fra ikke-kommercielle interesser.